Kampklædt politi har taget tåregassen i brug for at sprede hundredvis af unge, der demonstrerer mod den sparepakke, som Grækenlands parlament gør klar til at stemme om.
De unge kaster sten og flasker mod politiet i den centrale del af hovedstaden Athen, hvor tirsdagens demonstrationer ellers var begyndt fredeligt.
Demonstranterne er frustrerede over at blive ramt af de omfattende besparelser, som er et af kravene fra EU og Den Internationale Valutafond (IMF), hvis Grækenland vil gøre sig håb om at få yderligere økonomisk støtte.
Bag parlamentets mure debatterede politikerne spareplanen, der ventes at komme til afstemning i to omgange onsdag og torsdag.
Imens har de to store fagforeninger Adedy og GSEE øget presset på politikerne ved at indkalde til en 48 timers generalstrejke.
Titusinder af demonstranter gik gennem Athens gader med bannere og slagord, inden mange af dem samledes på Syntagma-pladsen tæt på parlamentet.
Først på eftermiddagen var over 20.000 mennesker samlet på pladsen, hvor stemningen til at begynde med var rolig.
Over 5000 politifolk ventes indsat i Athens gader tirsdag, især i området omkring parlamentet, hvor de største demonstrationer er centreret.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker