Politi og militær besætter enormt slumområde i Rio
Brasiliansk politi og militær har tidligt søndag morgen indtaget store dele af slumområdet Mare nær lufthavnen i millionbyen Rio de Janeiro.
Formålet er angiveligt at "pacificere" området - en af de såkaldte favelaer - frem mod denne sommers verdensmesterskaber i fodbold, rapporterer nyhedsbureauet AFP.
Mare er kendt som et område, hvor handlen med stoffer er særdeles heftig, og af den grund betegnes det som et af de farligste steder i byen, der ud over VM i fodbold også skal være vært for OL i 2016.
Flere end et dusin pansrede køretøjer og hundredvis af sikkerhedsstyrker deltager i de brasilianske myndigheders offensiv, fortæller en journalist fra nyhedsbureauet AFP.
Mare dækker over i alt 16 mindre bydele, hvoraf mange er kendte tilflugtssteder for organiseret kriminalitet og hjemsted for omkring 130.000 mennesker.
Området ligger blot et par kilometer fra Rios internationale lufthavn.
Myndighederne i det store sydamerikanske land har i den seneste tid optrappet bestræbelserne på at tæmme volden frem mod VM, der starter 12. juni.
Rio vil lægge baner til syv af slutrundens kampe, herunder finalen 13. juli.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker