Politi opløser propalæstinensisk protestlejr på universitet i USA
En protestlejr er lørdag blevet opløst på Northeastern University i Boston. Tidligere på ugen lavede propalæstinensiske demonstranter en menneskekæde rundt om en lejr på universitetet. Foto: Joseph Prezioso/Ritzau Scanpix
Omkring 100 personer blev tilbageholdt i forbindelse med en rydning af en protestlejr på universitet i Boston.
En propalæstinensisk protestlejr på et universitetscampus i Boston er lørdag morgen lokal tid blevet opløst i en politiaktion.
Omkring 100 personer blev tilbageholdt i forbindelse med aktionen.
Det oplyser universitetet ved navn Northeastern University på det sociale medie X.
I opslaget lyder det videre, at de studerende, der kunne fremvise et gyldigt universitetskort, hvor deres id fremgik, blev løsladt.
De vil på universitetet stå over for "disciplinærsager".
De personer, der afviste at oplyse deres "tilhørsforhold", blev anholdt.
- Det, der begyndte som en studenterdemonstration for to dage siden, blev infiltreret af professionelle arrangører uden tilknytning til Northeastern, skriver universitetet.
Aktionen er sket, mens demonstrationer mod Israels krigshandlinger i Gaza og USA's støtte til landet har spredt sig til universiteter på tværs af USA.
For eksempel blev i alt 133 personer anholdt og senere løsladt natten til tirsdag ved New York University (NYU).
Her valgte politiet at opløse en protestlejr efter at være blevet tilkaldt.
Universitetet havde en formodning om, at mange af de anholdte ikke kom fra NYU.
På Northeastern University var det brugen af "fjendtligsindede antisemitiske udsagn", herunder "dræb jøderne", der "krydsede grænsen", oplyser universitetet.
- Vi kan ikke tolerere denne form for had på vores campus, skriver universitetet på X.
Situationen på universiteterne har tidligere fået USA's præsident, Joe Biden, på banen.
I en erklæring i forbindelse med den jødiske påske har han tidligere fordømt "åbenlys antisemitisme" på universiteter.
- Selv i de seneste dage har vi set krænkelser og opfordringer til vold mod jøder. Denne åbenlyse antisemitisme er forkastelig og farlig - og den har absolut ingen plads på universiteter eller andre steder i landet.
Inden præsidentens erklæring udsendte Det Hvide Hus ifølge BBC en fordømmelse, efter at videobilleder fra universiteter viste demonstranter, der udtrykte støtte til den militante, palæstinensiske Hamas-bevægelses angreb på Israel den 7. oktober 2023.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde