Politi overvejer eftersøgning af danskere

Efter fundet af et lig i farvandet ud for Mandal i Sydnorge overvejer politiet i området at genoptage eftersøgningen af fire danskere, som druknede for tre uger siden.

Det er endnu uklart, om der er tale om liget af en af de fire danskere, som forulykkede under en fisketur.

Tirsdag forsøgte politiet at sende et fly op for at lede efter de forsvundne danskere. Men forsøget blev stoppet efter få minutter på grund af stærk blæst i området omkring Mandal.

- Jeg regner med, at der onsdag tages en beslutning, om vi skal genoptage eftersøgning efter danskerne. I øjeblikket er det ikke truffet nogen beslutning, siger operationsleder Vidar Neset.

Han ved endnu ikke, hvornår liget, som blev fundet af en fisker mandag, er identificeret. Men der kan gå nogen tid, vurderer operationslederen.

Tidligere tirsdag opfordrede politiet søfolk i området til at holde ekstra udkik efter de omkomne.

- Vi ønsker, at folk er opmærksomme, når de færdes i skærgården. De fleste, der drukner, kommer på et eller andet tidspunkt op til overfladen, siger en polititalsmand.

De fire unge danskere mistede livet, mens to af deres kammerater - Søren Thuesen og Niels Højlund - reddede livet, da førstnævnte svømmede efter hjælp.

Norske retsmedicinere er i gang med at identificere liget.

/ritzau/

Sydnorsk politi overvejer at genoptage eftersøgningen efter de druknede danskere. Det siger operationsleder efter fundet af et lig mandag.

Offentliggjort Sidst opdateret