Politi rydder op efter tre ugers protester i Canada
En enkelt demonstrant står med et canadisk flag omkring sig ved et af de hegn, politiet søndag har sat op for at holde demonstranter væk fra området omkring parlamentet i den canadiske hovedstad, Ottawa. Foto: Adrian Wyld/Ritzau Scanpix
Adrian Wyld/Ritzau Scanpix
Demonstranter og lastbiler er fjernet fra området omkring Canadas parlament, hvor de har blokeret i ugevis.
Politiet i Canada har søndag fjernet de sidste lastbiler og demonstranter fra det centrale Ottawa, hvor der i over tre uger har været protester mod regeringen og dens coronapolitik.
Politibiler og et betydeligt antal betjente har erstattet de mange lastbiler og demonstranter ved parlamentet i den canadiske hovedstad.
Rengøringshold er søndag i gang med at rydde op og smide både affald og skilte ud, som de tusinder af demonstranter har efterladt.
Canadisk politi har spærret flere gader af omkring bymidten for at forhindre demonstranterne i at generobre området.
For første gang siden 29. januar vågner Ottawas indbyggere ikke til lyden af slagord og lastbilernes horn.
- Jeg er virkelig glad for at have fået min by tilbage, siger Jeff Lindley, der både bor og arbejder i Ottawas centrum.
- Det er langt bedre i dag. Mere stille og roligt uden den faretruende tilstedeværelse af lastbiler og demonstranter.
Protesterne blev startet af vrede lastbilchauffører, som er imod den canadiske regerings vaccinekrav.
Snart tiltrak demonstrationerne også folk, der generelt er imod regeringen.
De har blokeret centrum af Ottawa i over tre uger, inden politiet greb hårdhændet ind og ryddede stedet.
Sent lørdag aften var der kun en håndfuld demonstranter tilbage, der fyrede fyrværkeri af og sang protestsange fra 1980'erne. Men de var tvunget til at holde sig bag det sikkerhedshegn, politiet har sat op omkring området.
Natten til søndag blev to personer anholdt. Dermed er det samlede antal anholdte oppe på 191, siden politiet rykkede ind for at fjerne demonstranterne fredag.
I alt er 57 biler og lastbiler blevet slæbt væk.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet