Efter flere dages uro stormede sikkerhedsstyrker og politiet i Jamaica en magtfuld narkobarons højborg i hovedstaden Kingston.
Narkobaronens Christopher "Dudus" Coke står i centrum for de seneste dages uroligheder i byen, som har kostet mindst tre mennesker livet, heraf to betjente.
USA anser Dudus for en af de værste narkoforbrydere og bagmand for en række forbrydelser i USA, og ønsker ham udleveret for at retsforfølge ham.
Narkobaronen er imidlertid populær blandt mange fattige i Kingston, som han har hjulpet. Desuden har hans bande, der er svært bevæbnet, stor magt.
Med opbakning fra hærens helikoptere og soldater gik politiet ind i Dudus' højborg i den vestlige del af Kingston, hvor han menes at opholde sig. Politiet blev mødt af stor modstand i form af barrikader, skud og stenkastning.
Der er ingen oplysninger om, hvorvidt han blev anholdt eller er flygtet.
Søndag indførte regeringen undtagelsestilstand i Kingston, og regeringen holdt krisemøde.
Det er uklart, hvor mange mennesker der er dræbt og kommet til skade under urolighederne. Øjenvidner rapporterer om mange skadede og adskillige dræbte.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker