Politi stormer varevogn efter massedrab og finder person død

To pansrede politikøretøjer presser søndag en hvid varevogn forfra og bagfra på en parkeringsplads i Los Angeles-bydelen Torrance. Da en politienhed stormer varevognen, finder de en død mand i bilen. Han sættes i forbindelse med masseskyderi aftenen forinden. Foto: Eric Thayer/Ritzau Scanpix

Politiet har ikke bekræftet, at den døde person er den samme, som aftenen før dræbte 10 i Los Angeles.

Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet i Los Angeles har fundet en død person i en hvid varevogn, der menes at have forbindelse til masseskyderiet i Monterey Park lørdag aften, som kostede 10 mennesker livet.

Det rapporterer ABC News.

Avisen Los Angeles Times skriver, at en Swat-politienhed kort efter klokken 13 lokal tid (22.00 dansk tid) stormede varevognen på en parkeringsplads. Bilens ruder blev smadret.

Mindst to skudhuller var synlige i chaufførens sidevindue.

Flere politifolk siger til avisen, at den mistænkte person havde skudt sig selv.

Det er ikke bekræftet, at det var den samme person, som åbnede ild lørdag aften i Monterey Park i forbindelse med fejringen af det kinesiske nytår.

Området i Monterey Park bebos overvejende af folk med asiatisk baggrund.

Politiet har offentliggjort disse overvågningsbilleder af den mand, der formodes lørdag aften at have dræbt 10 personer i Monterey Park i den amerikanske storby Los Angeles. Foto: La County Sheriff''s Department/Reuters

Luftbilleder fra NBC viste lidt tidligere en hvid varevogn, der bliver presset foran og bagtil af to pansrede politibiler på parkeringspladsen i Torrance syd for Los Angeles.

Inden da havde der været affyret skud ifølge flere medier.

De seneste billeder fra stedet viser, at de pansrede køretøjer er trukket tilbage. På parkeringspladsen står den hvide varevogn tilbage med dørene åbne.

De mange politibiler og specialenheder, der var udkommanderet til Torrance, er desuden trukket tilbage.

Der er ingen officiel bekræftelse af, hvem den døde person i varevognen er.

Politiet i Los Angeles havde lidt tidligere offentliggjort et billede af den formodede drabsmand fra lørdag aften.

Billeder fra overvågningskameraer viste en asiatisk mand. Han har en strikhue på hovedet og er iført briller.

Titusinder af mennesker havde deltaget i nytårsfestivalen, da gerningsmanden åbnede ild mod et dansestudio.

Skydevåbnet, som han brugte, betegnes af politiet som en meget kraftig riffel.

Ud over de 10 dræbte i Monterey Park blev 10 såret.

/ritzau/