Politichef: Chauvin brød regler under anholdelse af Floyd
Chefen for politiet i Minneapolis, Medaria Arradondo, var mandag indkaldt som vidne i sagen mod den tidligere betjent Derek Chauvin, der er tiltalt for at være skyld i den sorte mand George Floyds død i maj 2020. Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix
Uncredited/Ritzau Scanpix
Det var i strid med politiets regler, da drabssigtet betjent fastholdt knæ på Floyds hals, siger politichef.
Den nu afskedigede politibetjent Derek Chauvin forbrød sig mod politiets regler for magtanvendelse under en anholdelse af George Floyd i den amerikanske by Minneapolis i fjor.
Det siger byens politichef, Medaria Arradondo, der mandag var indkaldt som vidne i sagen mod den tidligere betjent.
Derek Chauvin er tiltalt for at have forvoldt Floyds død ved at presse et knæ mod den sorte mands hals i flere minutter, selv om Floyd var lagt i håndjern og flere gange klagede over ikke at kunne få luft.
- Det er ikke del af vores uddannelse, og det bestemt ikke del af vores etik og værdier, siger politichefen om den hårdhændede behandling af George Floyd, som kort forinden var blevet lagt i håndjern.
Tilfældige personer på stedet optog hændelsen på en mobiltelefon. Optagelsen udløste globale protester mod politibrutalitet og ulighed.
Politichefen fortæller i retten, at han blev foruroliget, da han nogle timer efter anholdelsen 25. maj 2020 så videoen.
- Da hr. Floyd var holdt op med at gøre modstand, og helt sikkert da han led og forsøgte at give udtryk for det, skulle det være stoppet, siger Medaria Arradondo om den hvide betjents magtanvendelse over for den 46-årige Floyd.
Han blev i retten bedt om at læse dele af politistyrkens etiske regelsæt op og svarede:
- Det handler om at behandle mennesker med værdighed og respekt frem for alt andet.
Ifølge retseksperter er det meget usædvanligt, at en politichef som vidne i en sag betegner en tidligere underordnets brug af magt som overdreven.
Den 45-årige Derek Chauvin blev sammen med tre andre betjente fyret af Arradondo dagen efter den omstridte anholdelse.
Chauvin risikerer at blive idømt 40 års fængsel, hvis han kendes skyldig i drab. Han nægter sig skyldig i anklagerne og har forklaret, at han bare gjorde, som han havde lært i sine 19 år i politiet.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker