Politiet bruger vandkanoner mod israelske demonstranter

Demonstranter i Tel Aviv havde lørdag medbragt israelske flag og et skilt med ordene "crime minister", som er et ordspil på det engelske ord for premierminister, prime minister. Foto: Jack Guez/Ritzau Scanpix

Demonstranter mener, at Netanyahu bruger alt til sin egen politiske fordel, når han skal træffe beslutninger.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tusindvis af demonstranter har været på gaden i flere israelske byer lørdag aften.

De demonstrerede for frigivelse af gidslerne i Gaza og mod premierminister Benjamin Netanyahus regering.

Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

- Jeg opfordrer den mest mislykkede regering i Israels historie til at træde tilbage, råbte en reserveofficer ved den største demonstration i storbyen Tel Aviv.

Deltagerne ved demonstrationen i Tel Aviv holdt skilte med teksten "Du er lederen! Du har skylden!"

Et stigende antal israelere beskylder Netanyahu for at styre landet dårligt både før og efter angrebet fra den væbnede palæstinensiske gruppe Hamas 7. oktober.

Kritikerne beskylder premierministeren for at bruge krigen mod Hamas til egen politisk vinding, når han skal træffe vigtige beslutninger.

"Du er premierminister. Du har skylden," stod der på et skilt, som en demonstrant havde medbragt lørdag. På skiltet stod også datoen for Hamas' angreb på Israel. Foto: Jack Guez/Ritzau Scanpix

I Tel Aviv forsøgte en gruppe, der demonstrerede mod regeringen, at blokere en motorvej.

Politiet brugte en vandkanon til at drive demonstranterne væk, skriver israelske medier.

Den israelske avis The Jerusalem Post skriver, at mindst 21 personer blev anholdt i Tel Aviv.

Lørdag blev der også holdt demonstrationer i Jerusalem, Haifa, Beersheba og Caesarea foran Netanyahus private villa.

Skæbnen for de mere end 130 gidsler, der stadig befinder sig i Gaza, påvirker ifølge dpa det israelske samfund meget.

Ifølge israelske vurderinger er 100 af dem fortsat i live.

105 af de i alt 250 gidsler, der blev taget 7. oktober, blev frigiver i november under en våbenhvile i krigen mellem Israel og Hamas.

Ifølge det israelske medie The Jerusalem Post blev mindst 21 personer anholdt under lørdagens demonstration i Tel Aviv. Foto: Dylan Martinez/Reuters

Lørdag har Israels samlingsregering sagt god for, at en delegation af forhandlere bliver sendt til Qatar.

Her er målet at forhandle en aftale, der kan få gidslerne fri i bytte for palæstinensiske fanger i Israel samt at få en våbenhvile.

/ritzau/

Politiet har lørdag brugt vandkanoner mod demonstranter i Tel Aviv, der er imod den israelske regering. En demonstrant på billedet er iført en maske, der skal forestille Israels premierminister, Benjamin Netanyahu. Foto: Ohad Zwigenberg/Ritzau Scanpix