Politiet har 700 vidner i norsk terrorsag

Terrorsagen i Oslo og på Utøya involverer mere end 700 vidner fra Utøya, et ukendt antal fra bombeangrebet i Oslo og en række afhørte personer, der er blandt Anders Behring Breiviks omgangskreds.

Indtil nu er 76 mennesker meldt dræbt efter den 32-årige nordmands terrorangreb. Ud af respekt for de dræbte og pårørende vil politiet have, at gerningsmanden skal svare for hvert enkelt drab med de krav, det stiller til dokumentationen.

Efterforskningen involverer stort set alle norske politikredse og kommer til at vare et helt år.

- Du kan sige, at den involverer hele Norge, siger Pål-Fredrik Hjort Kraby, politiadvokat i Oslo, til NRK.

- Vi har indgået et samarbejde med Kripos (organ for organiseret og alvorlig kriminalitet, red.), der klarer efterforskningen ude i politidistrikterne. Vi udarbejder en fælles skabelon for afhøringerne.

Ifølge Kraby vil alle afhøringer blive foretaget lokalt, hvor de enkelte vidner bor.

- Vi ønsker at gøre det sådan for, at de skal slippe for lange rejser. Vi vil afveje omfanget af afhøringerne, når vi kan se hvilken tilknytning de enkelte vidne har til sagen.

- Afhøringerne af forurettede er svært vigtig for os, det er vigtigt, at alle bliver afhørt, siger han.

Norsk politi samarbejder med efterretningstjenester og politi i USA og store dele af Europa om sagen. Og et af de vigtigste punkter i sagen mod Breivik er, om han havde nogle medhjælpere.

Breivik blev afhørt i syv timer lørdag, dagen efter han havde gennemført sit brutale terrorangreb.

- Afhøringerne fredag vil være en gennemgang af de afhøringer, som han allerede har afgivet, men om han havde medhjælpere er klart et af de mest centrale spørgsmål, siger Kraby.

/ritzau/

Efterforskningen af Anders Breivik Behrings terror vil tage mere end et år og involvere mere end 700 vidner.

Offentliggjort Sidst opdateret