Britisk politi har modtaget en bombetrussel mod det centrale London.
En paramilitær irsk undergrundsorganisation står bag truslen, som kommer dagen før dronning Elizabeth II's historiske besøg i Irland.
- En bombetrussel er blevet modtaget, og det angår det centrale London i dag. Truslen er ikke specifik, hvad angår stedet eller tidspunktet, siger en talsmand for Scotland Yard.
Politiet har i flere timer afspærret en vej, der fører forbi Buckingham Palace. Men eftersøgning har ikke frembragt noget mistænkeligt.
Ikke langt derfra skal der være foretaget en kontrolleret eksplosion af en kuffert, der er fundet.
Det angives ikke præcist, hvilken irsk undergrundsorganisation der står bag truslen. Men en udbrydergruppe af IRA - The Real IRA - har fordømt dronning Elizabeths besøg i Irland og erklæret, at hun er eftersøgt for "krigsforbrydelser".
De paramilitære organisationer stod tidligere stærkt i Nordirland, hvor der de seneste måneder har været et opsving i volden. En politibetjent blev i april dræbt ved en bombeeksplosion.
Men politiet anser det for mindre sandsynligt, at irske nationalister vil kaste sig ud i terrorhandlinger.
The Real IRA siger, at dronningen er uønsket i Irland. Det er første gang siden Irlands uafhængighed i 1922, at en britisk monark er på officielt besøg i landet.
Irske nationalister mener, at der blev begået en blodig uret, da den britiske regering i 1922 delte den irske ø og lod Nordirland forblive en del af Storbritannien.
Det blev i slutningen af 1960'erne startskuddet til et voldsomt opgør mellem Nordirlands katolikker og protestanter.
Katolikkerne er pro-irske, mens protestanterne traditionel har støttet båndet til Storbritannien.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker