Politiet i New York anholder 76 demonstranter foran Microsoft
Demonstranterne er vrede over, at it-giganten Microsoft samarbejder med USA's immigrationsmyndigheder.
Næsten 80 demonstranter er lørdag eftermiddag blevet anholdt under en immigrationsprotest foran en Microsoft-butik i New York.
Det oplyser politiet i den amerikanske storby ifølge nyhedsbureauet AP.
Ifølge politiet er 76 personer, som blokerede for trafikken nær butikken på 5th Avenue på Manhattan, blevet anholdt.
Demonstranterne kritiserer Microsoft for at have gjort forretninger med USA's Immigrations- og Toldvæsen (ICE).
Endvidere fordømmer demonstranterne det, som de kalder ICE's racistiske kampagne mod immigranter og asylansøgere i USA.
En talskvinde for it-giganten oplyser, at Microsoft har lukket butikken på 5th Avenue resten af dagen.
Lørdagens protest kommer midt i en stigende kritik i USA af virksomheder, der samarbejder med ICE.
Selv nogle af Microsofts egne medarbejdere krævede sidste år, at virksomheden annullerer sin aftale om databehandling med immigrationsmyndighederne.
Lørdagens protest er arrangeret af bevægelsen Close the Camps NYC.
- Som medlemmer af dette samfund er det vores ansvar at holde amerikanske virksomheder ansvarlige, siger Beatriz Lozano, en af arrangørerne fra Close the Camps NYC, til CNN.
- Ved at være medskyldige i deres handlinger er vi medskyldige i kampagnen mod det latinamerikanske samfund og den racistiske tortur og de traumer, det bliver udsat for.
- Vi har magten til at afslutte disse grusomheder.
I videoer på Twitter kan man se demonstranter foran Microsoft-butikken. De bærer skilte og råber "dette er prisen for at gøre forretninger med ICE".
Ifølge en talsmand for politiet i New York, NYPD, er de anholdte 50 mænd og 26 kvinder.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde