Politiet kender gerningsmandens grund til skolemassakre

Det amerikanske politi har fundet "meget gode beviser", der antyder, hvad der har været årsagen til, at en bevæbnet mand fredag tiltvang sig adgang til en skole og slagtede 20 små børn ved en af de værste skolemassakrer i historien.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Vores efterforskere vil forhåbentligt blive i stand til at give et fuldstændigt billede af, hvordan og ikke mindst hvorfor dette skete, siger en ledende politimand i Connecticut, Paul Vance.

Han bekræfter, at en kvinde, der blev fundet dræbt på et andet gerningssted end skolen, er i familie med gerningsmanden.

Men politiet har endnu ikke bekræftet, hvorvidt gerningsmanden er den 20-årige Adam Lanza og nævner vedkommende som "den formodede gerningsmand".

Det formodes i mange medierapporter, at Adam Lanza dræbte sin mor i deres fælles hjem, hvorefter han kørte til Sandy Hook Elementary School i Newtown i morens bil og gik bersærk i et klasselokale med flere skydevåben.

Politiet beder indtrængende medierne om at tage hensyn til alle ofre og pårørende for skolemassakren - ikke mindst når navnene på de de dræbte offentliggøres inden for kort tid.

Et vidne til massakren er indlagt på et hospital.

Alle lig er blevet fjernet fra skolen i Connecticut og er bragt til retsmedicinere, siger det amerikanske politi, som tilføjer, at gerningsmanden tiltvang sig adgang til skolen i Newtown.

Gerningsmanden blev hverken lukket ind på skolen eller gik "fredeligt" ind, som det har fremgået af amerikanske medier, men tiltvang sig adgang, siger Paul Vance.

følge nyhedsbureauet Reuters, der har talt med to af hans tidligere klassekammerater fra Newton High School, var Lanza en genert og usædvanlig klog ung mand.

Han klædte sig ofte mere formelt end sine jævnaldrende. Han gik i kakifarvede bukser samt skjorter.

Han var med i en af skolens teknik-klubber - den for de største nørder, som et andet af medlemmerne, Tim Arnone, fortæller.

Lanza tilbragte megen af sin fritid på skolen med at spille computerspil.

/ritzau/Reuters