Politiet rydder aktivisters hovedlejr i Hongkong
Demonstranterne i Hongkong siger, de vil kæmpe videre, selv om deres primære lejr er blevet fjernet.
Politiet i Hongkong ryddede torsdag demonstranternes hovedlejr i storbyens forretningskvarter, hvorfra mange demonstranter fortrak frivilligt, mens andre blev slæbt væk. Der skal være foretaget flere anholdelser.
Demonstranterne, der kæmper for demokrati, siger, at deres aktioner vil fortsætte.
"Dette er blot begyndelsen", hed det på et stort banner, som hængte over lejren.
- Det er ikke slut. Ungdommens politiske opvågnen er uigenkaldelig, og kampen fortsætter, siger oppositionspolitikeren Claudia Ma.
Demonstrationerne har stået på i flere måneder, men antallet af deltagere er taget stadig mere af. Når der har været flest, har over 100.000 været på gaden.
Nogle af de demonstranter, der fortsat opholder sig på stedet, har råbt slagord om, at de er fredelige, og de opfordrer til at undgå vold mod politiet, som nu har fjernet selve kernen og hovedlejren i Admiralty-distriktet ved regeringskontorerne.
Hundredvis af politifolk deltog i rydningen af hovedlejren eller stod vagt, mens bygningsarbejdere foretog nedrivninger af barrikader, som har præget byens centrum i de seneste dage.
Hovedlejren, der bestod af telte, madsteder og kunstinstallationer, strakte sig over en strækning på en kilometer i finansdistriktet.
Mange studenter havde allerede tidligere taget deres telte ned eller gjorde det tidligt torsdag og tog tårevædet afsked med stedet, hvor tusinder har deltaget i protestaktioner mod undertrykkelse af demokrati.
Adskillige gange i løbet af de sidste to måneder har der været voldelige sammenstød mellem demonstranterne og politiet.
Aktivisterne er vrede over Kinas beslutning om at indføre begrænsninger i valgprocessen, når Hongkongs næste leder skal vælges i 2017. Begrænsningerne betyder, at alle kandidater skal forhåndsgodkendes for at kunne stille op.
Demonstranterne frygter, at det bliver et valg mellem allerede godkendte kandidater, som falder i det kinesiske kommunistpartis smag.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker