Politiske fanger i tusindvis strømmer ud af fængsler efter Assads fald

Statuer af Hafez al-Assad, grundlægger af regimet, bliver væltet og udsat for hærværk i Syrien. Tidligere ville det have udløst hårde straffe, men nu er Assad-regimet fortid. Foto: Orhan Qereman/Reuters

Assad-regimet slog hårdt ned på modstandere, der pludselig kunne forsvinde. Mange dukker nu op, efter at oprørsstyrker har åbnet dørene til berygtede fængsler.

Offentliggjort Sidst opdateret

De misser med øjnene, da de træder ud i det skarpe sollys.

Svage og udmagrede. Men endelig frie.

Fanger i mange tusindvis er blevet befriet, efter at oprørsstyrker i weekenden væltede Bashar al-Assad og gjorde en ende på over 50 års regime med Assad-familien i spidsen.

Politistaten under Bashar al-Assad og hans far, Hafez, som døde i 2000, var kendt som en af de mest brutale i Mellemøsten. Hundredtusinder af politiske fanger har levet under forfærdelige forhold i fængslerne.

Det seneste halve århundrede har selv den mindste mistanke om modstand mod regimet kunnet føre til fængselsstraf eller døden.

Men dørene til regimets mest berygtede fængsler, hvor blandt andre op mod 100.000 syrere, der forsvandt under den næsten 14 år lange borgerkrig, har siddet fængslet, er nu åbnet.

Andre har siddet der endnu længere. Fra da far Hafez al-Assad var i spidsen.

De har svært ved at forstå, at Assad nu er væk. The Guardian rapporterer, at mange fanger bliver modtaget af grædende familiemedlemmer, der ikke havde nogen anelse om, at de stadig var i live.

Videobilleder viser en familie, der er taget til Damaskus for at tage imod deres befriede søn. Den ældre mors stemme knækker over, da hun krammer sin søn for første gang i 14 år.

Fra Damaskus, Syriens hovedstad, viser videoer, hvis ægthed er bekræftet, kvinder og små børn i fængselsceller, der får at vide af oprørerne, som åbner dørene, at de ikke skal være bange.

Også fangerne i det mest berygtede fængsel i Syrien, Sednaya, er blevet sat fri. Den mest brutale tortur under Assad-æraen skal have fundet sted i Sednaya.

En videooptagelse, som er offentliggjort af mediet Al Jazeera, viser oprørsstyrker, der bruger mukkerter til at vælte vægge i fængslets celler.

Derefter strømmer fanger ud af det overfyldte fængsel.

En kronraget mand, som har været i Sednaya, ryster. Han har mistet sin hukommelse og har svært ved at tale. Hans familie fortæller The Guardian, at han var 20 år og lægestuderende, da han pludselig forsvandt for 13 år siden.

I 2017 viste satellitbilleder, at der var åbnet et krematorie ved fængslet til de mange fanger, der blev dræbt eller døde under de forfærdelige forhold.

Mange tusinder af syrere blev anholdt i 2011 under det arabiske forår for at gøre modstand mod regeringen. Fængslinger i massevis var en central del af regimets strategi for at slå protesterne ned.

Men søndag kunne glade og også let forvirrede befriede fanger ses juble på gaderne.

Ifølge Reuters løb de igennem gaderne i Damaskus med deres hænder i vejret for med fingrene at vise, hvor mange år de havde brugt i fængsel.

Der er fejringer overalt i Syrien. En ældre kvinde græder af lykke, mens hun taler med BBC. Hun fortæller, at mange i hendes familie er døde under Assad-styret. Flere af dem, mens de har været fængslede.

- Tyrannen er faldet! Tyrannen er faldet!, lyder det fra hende.

Rundtom i landet bliver statuer af Hafez al-Assad, grundlæggeren af regimet, væltet.

En person træder på et billede af den væltede syriske præsident, Bashar al-Assad. Den lægeuddannede Bashar al-Assad blev præsident i 2000 efter sin far, Hafez al-Assad, som selv tiltrådte posten i 1971. Foto: Orhan Qereman/Reuters

Tidligere ville det have udløst hårde straffe, nu udløser det i stedet jubelbrøl.

/ritzau/

Sådan forløb oprøret mod Assad-regimet

* 27. november indleder oprørere med militsen Hayat Tahrir al-Sham i spidsen en større offensiv i den nordvestlige del af Syrien.

* Herefter rykker de frem i blandt andet Aleppo-provinsen og indtager flere områder.

* 29. november bliver millionbyen Aleppo angrebet af oprørerne, og dagen efter trækker Syriens regeringsstyrker sig fra byen.

* Oprørsstyrkerne rykker de efterfølgende dage frem i Idlib-provinsen.

* 3. december når oprørerne udkanten af storbyen Hama. To dage senere rykker de ind i Hama, og regeringsstyrkerne trækker sig ud af byen.

* 6. december er der meldinger om, at Syriens militær har trukket sig ud af storbyen Homs.

* Oprørsstyrkerne nærmer sig Damaskus. Om eftermiddagen meddeler de, at de har omringet den syriske hovedstad.

* Senere på dagen er status, at oprørerne på 24 timer har fået fuld kontrol over byerne Homs, Quneitra, Suwayda og Deraa.

* Om natten 8. december trænger oprørsstyrkerne ind i Damaskus.

* I en tv-tale tidligt om morgenen erklærer oprørerne, at Assads mangeårige styre er blevet væltet.

Kilder: Ritzau, Reuters og AFP.

/ritzau/

Assad har siddet tungt på magten

* Bashar al-Assad blev præsident i Syrien i 2000, da hans far, den daværende præsident, Hafez al-Assad, døde.

* Syrien afholdt senest valg i 2014 midt under borgerkrigen, hvor al-Assad angiveligt vandt med 88 procent af stemmerne.

* Lande som Kina, Rusland og Iran har siden borgerkrigens begyndelse i 2011 støttet Assad. Rusland har under oprørsstyrkernes fremrykning den seneste tid flere gange udført luftangreb i Syrien.

* Under Det Arabiske Forår i 2011 slog Assads styre hårdt ned på demonstranter, der viste deres utilfredshed med præsidenten. Mange blev anholdt, og der er siden blevet berettet om udbredt brug af tortur mod regimekritikere.

* Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr) vurderede i marts 2023, at borgerkrigen i Syrien på det tidspunkt - 12 år inde i krigen - havde kostet mindst 600.000 mennesker livet.

Kilder: Ritzau, Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr).

/ritzau/

Oprørsstyrker trængte natten til søndag ind i den syriske hovedstad, Damaskus. I en tv-tale tidligt om morgenen søndag erklærede oprørerne, at Assads mangeårige styre er blevet væltet. Foto: Mohamed Azakir/Reuters

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu