Polsk leder: Vi fortjener ikke at blive undersøgt af EU
Liberal leder advarer under debat i EU-Parlamentet mod at afmontere Polens system af kontroller og balancer.
Polen fortjener ikke at blive underkastet den kontrol af sit demokratiske system, som EU-Kommissionen lancerede i sidste uge for at afgøre, om den nye polske regering lever op til alle demokratiske standarder.
Det siger Polens premierminister, Beata Szydlo, tirsdag i Europaparlamentet i Strasbourg under en debat om EU-Kommissionens undersøgelse, der er den første af sin slags mod et EU-land.
- Jeg synes ikke, at Polen fortjener at blive overvåget af kommissionen. Menneskerettighederne bliver ikke overtrådt i Polen, retssamfundets principper bliver ikke overtrådt i Polen, siger Beata Szydlo.
Hun siger, at Polen er en suveræn stat, der værdsætter sin frihed, fordi polakkerne har betalt en højpris for den.
- Historien har lært os, at vores polske problemer skal diskuteres og løses i Polen. For når andre har forsøgt at løse vores problemer for os, har det været katastrofalt, siger hun.
EU-Kommissionens undersøgelse vil fokusere på ændringer i Polens medielove, der giver staten større kontrol med medierne, og på tiltag, der beskyldes for at svække forfatningsdomstolens uafhængighed.
Men den nye nationalkonservative regering, der kom til magten ved valget i oktober, handler i fuld overensstemmelse med polsk lovgivning og EU-traktaterne, understreger den polske premierminister.
- Jeg mener, at I må have mange andre vigtige emner at diskutere, siger Szydlo, der samtidig understreger, at Polens plads er i EU.
Lederen af parlamentets liberale gruppe, Guy Verhofstadt, siger, at den nye regering som vinder af det polske valg har ret til at ændre medielandskabet og reformere den offentlige sektor.
- Men det, der alarmerer de fleste medlemmer af parlamentet, og det, som en demokrat aldrig gør, er at afmontere et lands system af kontroller og balancer, siger Guy Verhofstadt.
Den konservative brite, Syed Kamall, opfordrer alle til at lægge en dæmper på sig selv og lade være med for eksempel at tale om "karakteren af et kup" i Polen, som parlamentets formand, socialdemokraten Martin Schulz, har gjort.
Han siger, at hvis man peger fingre af den demokratisk valgte regering i Polen, så peger man også fingre af det polske folk.
- Så skal man ikke blive forbavset, hvis det polske folk svarer ved at vælge flere EU-skeptiske politikere, siger Syed Kamall.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet