Polske gader tæt pakket med demonstranter mod regeringen
Nyhedsbureauet TT skriver, at en talsmand for byen siger, at omkring en million mennesker er samlet i hovedstaden søndag til demonstrationen. Foto: Czarek Sokolowski/Ritzau Scanpix
Ifølge byens talsmand er omkring en million mennesker samlet i Warszawa til en demonstration mod regeringen.
Hundredtusindvis af polakker er søndag på gaden i protest mod det nationalkonservative regeringsparti i Polen, PiS, i landets hovedstad, Warszawa.
Landets tidligere premierminister og leder af det liberale oppositionsparti PO, Donald Tusk, har i dele af demonstrationen gået forrest.
- Stor forandring er på vej. Dette er et tegn på Polens genfødsel, lød det fra Tusk til tilhørerne under en tale ved demonstrationen.
Det skriver Reuters, der også citerer lokale myndigheder i hovedstaden Warszawa for at sige, at op mod en en million mennesker har deltaget i demonstrationen.
Meldingen er dog en anden fra den offentlige tv-station TVP, som citerer politiet for, at der har været 100.000 deltagende. Reuters skriver, at uafhængige medieobservatører kalder TVP regeringens "mundstykke".
Protesterne kommer, to uger før der i efteråret skal holdes valg i Polen.
Oppositionen håber ved det kommende polske valg at kunne sætte en stopper for næsten otte års nationalistisk styre i Polen.
Reuters skriver, at de seneste meningsmålinger tyder på, at PiS-regeringen kan vinde valget, men må kæmpe for at danne et flertal midt i utilfredshed over stigende leveomkostninger.
Flere ved demonstrationen lod både polske og EU-flag vaje.
Donald Tusk har sagt, at PiS kunne sigte mod at tage Polen ud af EU, hvilket partiet dog selv benægter. Derudover har Tusk også sagt, at valget er afgørende for minoriteter og kvinders rettigheder.
PiS, der har haft regeringsmagten siden 2015, er gået på valg med et løfte om at holde migranter ude af Polen.
Partiet afviser vestlig kritik af, at det har undergravet demokratiske normer og siger, at dets reformer af retsvæsenet har til formål at gøre landet mere retfærdigt og fri for spor af kommunisme.
Det polske valg afholdes 15. oktober.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub