Populær von der Leyen kan kortslutte spidskandidatproces
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har formentlig allerede tilstrækkelig opbakning til at blive genvalgt til posten som EU-Kommissionens formand. Også selv om det sker uden om den særlige spidskandidatproces. Det sætter igen spørgsmålstegn ved effekten af processen, der i teorien skulle give mere magt til EU-Parlamentet (Arkivfoto). Foto: Unknown/Ritzau Scanpix
Presset på Ursula von der Leyen stiger for at melde sig som kandidat til posten som EU-Kommissionsformand.
Hvis Ursula von der Leyen vil fortsætte på posten som EU-Kommissionens formand, så vil hun efter alt at dømme få lov til det.
Også selv om hun ikke stiller op som såkaldt spidskandidat for EU-Parlamentets borgerlige EPP-gruppe.
Det er vurderingen fra flere sider i Bruxelles.
Dermed bliver der igen sat spørgsmålstegn ved processen, som i teorien skulle give EU-parlamentet mere indflydelse på sammensætningen af EU-Kommissionen.
- Der vil være et meget stort ønske fra rigtig mange medlemslande om at overtale Ursula von der Leyen til at fortsætte. For så ved man, hvad man har, siger medlem af EU-Parlamentet for Socialdemokratiet, Christel Schaldemose.
Presset på von der Leyen er steget, efter at formanden for Det Europæiske Råd, EU-præsident Charles Michel, har meddelt, at han vil stille op til valget til EU-Parlamentet.
Dermed vil han formentlig træde tilbage efter valget i juni, og det øger behovet for en snarlig udmelding fra von der Leyen, så toppost-kabalen bedre kan blive lagt.
I den forbindelse vil der formentlig ikke vil blive skelet meget til spidskandidatprocessen, hvor hver gruppe i EU-Parlamentet forud for valget til juni skal udpege deres spidskandidat til at lede EU-Kommissionen.
Tilhængere af processen mener, at det vil give mere demokratisk legitimitet til valget af chef for EU-Kommissionen.
Det er dog ikke et krav i EU-traktaterne, at spidskandidatprocessen følges. Det er reelt op til medlemslandenes ledere, og sådan vil det forblive, forventer Christel Schaldemose.
- Hvis de kan overtale von der Leyen, så er det sådan, det bliver. Spidskandidatprocessen er på papiret ikke død endnu, men det er den reelt.
Venstres medlem af EU-Parlamentet, Morten Løkkegaard, vurderer, at von der Leyen er det oplagte bud. Spidskandidat eller ej.
- Von der Leyens styrke og uomtvistelige succes gør det lettere for dem, der rent faktisk træffer beslutningen rundt omkring i EU-landenes hovedstæder, siger Morten Løkkegaard.
Han peger på, at det var et tilfælde, at der efter valget i 2014 var bred opbakning til Jean Claude Junker blandt både medlemslandene og EU-Parlamentet. Det gav et falsk indtryk af, at spidskandidatprocessen virkede.
Men efter valget i 2019 blev det igen klart, at magten til at træffe beslutningen reelt ligger hos medlemslandenes stats- og regeringschefer. De nominerede dengang Ursula von der Leyen, selvom hun ikke var spidskandidat.
Det kan ske igen efter valget i 2024.
Selv hvis von der Leyen skulle vælge at blive spidskandidat for EPP, vil det ikke være afgørende for valget af hende, mener Løkkegaard.
Spørgsmål: Er spidskandidatprocessen så død?
- Jeg mener aldrig, at den har været levende. Og man kan ikke slå noget ihjel, der allerede er dødt, siger Morten Løkkegaard.
Selvom andre i EU-Parlamentet ønsker processen bragt til live for at give mere magt til parlamentet, så mener Venstre ikke, at processen i sig selv er en styrke for demokratiet i EU.
- Venstre ønsker et udvidet mellemstatsligt samarbejde. Der skal medlemsstaterne trods alt også have noget at skulle have sagt, ikke mindst når det kommer til sammensætning af institutioner, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Var det uheld eller forsøg på millionsvindel? Nu fortsætter yacht-sagen
Festivalleder: - Vi er dér, hvor vi skal være
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
Der var sommerfugle i maven før historisk broløb
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted
Mest læste artikler
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted
Kronprinsen til stor brofest
Kronprinsen på broen
Fra forfald til fællesskab: Kulturhus får millionbevilling