Porosjenko: Separatister fjerner våben fra frontlinjen
Den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, medgiver, at separatister har fjernet tunge våben fra fronten.
Ukraines præsident, Petro Porosjenko, har mandag medgivet, at prorussiske separatister i den uroplagede østlige del af landet har trukket en stor del af deres tunge våben væk fra frontlinjen i overensstemmelse med en aftale om våbenhvile.
Antallet af angreb i Østukraine er siden aftalen faldet drastisk, men parterne fortsætter med at beskylde hinanden for at opildne til uro.
Det illustrerer, hvor skrøbelig fredsaftalen, der blev indgået i Minsk i februar, synes at være.
- Enten er der en våbenhvile, eller også er der ikke. Det afhænger af, hvordan man anskuer det. Man kan sige, at vi har formået at standse den angribende parts offensiv. Ukraine har trukket broderparten af sine raketter og tunge artilleri-systemer tilbage.
- De russiskstøttede krigere har også trukket en væsentlig del af sine våben tilbage, lyder det fra Petro Porosjenko.
De prorussiske separatister har tidligere hævdet, at de har trukket alle deres tunge våben væk fra fronten i henhold til Minsk-aftalen.
Styret i Kijev har beskyldt oprørerne for at benytte våbenhvilen til at omorganisere deres styrker og opruste til en ny offensiv. Det benægter oprørerne.
Minsk-aftalen er lavet af Tyskland, Frankrig, Rusland og Ukraine, og den siger blandt andet, at der skal indføres våbenhvile, og at de tunge våben skal væk fra fronten. Aftalen blev indgået 12. februar.
Den ukrainske regering har hele tiden understreget, at den først vil begynde at fjerne sine tunge våben, når skyderierne i den østlige del af landet hører op.
Ifølge Porosjenko er 64 ukrainske soldater blevet dræbt, siden våbenhvilen officielt skulle træde i kraft. Knap 6000 personer har mistet livet i konflikten, der brød ud i april sidste år.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned