PORTRÆT: Beatrix - en dronning i med- og modvind
Hun er i dag elsket af det hollandske folk, men sådan har det langt fra altid været.
Dronning Beatrix, der mandag meddelte, at hun overlader tronen til sin søn Willem-Alexander, fik i 1966 modstanden at mærke, da hun giftede sig med sin hjertenskære, den tyske diplomat Claus von Amsberg.
Ægteskabet udløste voldsomme folkelige protester i Holland på grund af hans opvækst i Tyskland, tidligere medlemskab af Hitlerjugend og militærtjeneste under Anden Verdenskrig.
Problemerne på grund af hendes valg af ægtemand stilnede dog af i løbet af årene, og da hun blev dronning i 1980, gik hun lige så stille hen og blev ganske populær i befolkningen.
Hendes juletaler er ligesom vores egen dronning Margrethes nytårstaler blevet et helt begreb i sig selv, og hun er kendt for at tage fat i temaer, som grænser til det politiske.
1. juledag 2007 blev hun hvirvlet ind i et stormvejr, fordi hun i en tv-tale bad hollænderne om at acceptere mindretallene i landet og samtidig opfordrede til øget tolerance i det hele taget.
Det fik blandt andre højrepolitikeren Geert Wilders til at fare i flint, og han bad dronningen om ikke at overskride grænsen for, hvad hun politisk kan tillade sig.
I februar 2012 oplevede hun en mors værste mareridt, da hendes næstældste søn, prins Johan Friso, blev ramt af en lavine under en skiferie og endte i koma - en tilstand, han stadig befinder sig i og muligvis aldrig vågner op fra.
Dronning Beatrix er datter af dronning Juliana og prins Bernhard, der begge døde i 2004. Sammen med ægtemanden prins Claus, der døde i 2002, har hun tre sønner.
Efter 33 år som Hollands regent trækker dronning Beatrix sig nu tilbage og overlader tronen til sin ældste søn, Willem-Alexander.
I mere end 100 år har det været dronninger, der har regeret Holland, skriver nyhedsbureauet AFP.
Den 45-årige Willem-Alexander bliver den første hollandske konge siden Willem III, der regerede indtil sin død i 1890.
Tronskiftet finder sted den 30. april, den dato hvor Holland hvert år markerer "dronningedag" til ære for regenten. Den 30. april 1980 overtog hun således selv tronen fra sin mor.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde