Portræt: Festende statsminister har markeret sig flere gange

Sanna Marin, som er statsminister i Finland, har to gange tiltrukket sig opmærksomhed på grund af videoer af fester. (Arkivfoto). Foto: Robert Atanasovski/Ritzau Scanpix

Statsminister bakkede om finsk Nato-medlemskab, men har også flere gange markeret sig for fester.

Offentliggjort Sidst opdateret

En lækket video af den finske statsminister, Sanna Marin, er gået verden rundt.

På videoen ses den 36-årige regeringsleder danse sammen med venner, men i baggrunden kan man høre personer råbe "Pulverklubben" i baggrunden.

Det har flere finske medier opfattet som en mulig henvisning til kokain.

- Jeg er skuffet over, at det blev offentliggjort. Jeg brugte aftenen med venner. Jeg festede meget vildt. Jeg dansede og sang, sagde statsministeren torsdag til det finske medie YLE.

Hvor flere store medier har skrevet om den kritik videoen har fået i Finland, har mediet Politico giver den unge socialdemokratiske regeringschef topkarakterer for hendes dans.

Det er ikke første gang, at den finske statsminister får opmærksomhed. Da hun kunne sætte sig i det finske statsministerium i december 2019 i en alder af 34 år, var hun landets yngste statsminister nogensinde.

Sanna Marin har siddet i byrådet i sin hjemby Tampere. Hun har en kandidatgrad i statskundskab fra Tampere Universitet.

I 2015 blev hun valgt til det finske parlament og hun var minister for transport og kommunikation fra juni 2019, til hun satte sig i statsministerkontoret.

Politisk har hun markeret sig ved at være en stærk tilhænger af den finske velfærdsstat. Ifølge BBC er hun kendt som en mere venstreorienteret socialdemokrat.

Efter invasionen af Ukraine, var det også Sanna Marin, som var med til at meddele, at Finland ville ind i Nato.

Hun har også offentligt kritiseret Kinas behandling af mindretallet uighurerne.

Men lige som den finske statsminister flere gange har markeret sig politisk, er den lækkede video heller ikke første gang, at hun markerer sig, for de fester hun er til i sin fritid.

I december sidste år måtte hun undskylde for at være taget i byen, kort efter at hun havde været nærkontakt til den coronasmittede finske udenrigsminister.

Den tyske avis Bild kaldte for nylig Sanna Marin den vigtigste politiker i sit land, som stadig har tid til at feste.

/ritzau/