De finansielle markeder har deres øjne stift rettet mod Portugal, og i de europæiske hovedstæder breder nervøsiteten sig. Portugal er det seneste EU-land, der er truet af en statsbankerot.
Portugal forsikrer tirsdag, at det ikke vil have brug for en stor redningspakke fra EU og Den Internationale Valutafond (IMF), men mange tror ikke, der er anden udvej.
Portugal udsender onsdag en ny serie statsobligationer, der skal være med til at finansiere det store underskud.
Men den rente, som Portugal skal betale på sine statsobligationer, stiger og stiger, og der er bekymring for, at de nye statsobligationer vil blive afvist af finansmarkederne med tårnhøj rente til følge.
Mange økonomer mener, at det sender Portugal direkte mod en statsbankerot, medmindre EU og IMF træder til med store hjælpepakker i stil med dem, der er givet til Grækenland og Irland.
Portugals finansminister, Fernando Teixeira, siger tirsdag, at Portugal vil forsøge alt for selv at ride stormen af.
Han siger til portugisisk radio, at en økonomisk redningspakke udefra "vil forøve meget stor skade på landets renomme".
Portugals regering mener, at den har skåret så kraftigt i statsbudgettet, at landet ved egen hjælp kan redde sig i land. Underskuddet på budgettet vil i år blive på 7,3 procent, siger regeringen.
Men den portugisiske regering får ikke megen opmuntring. Landets nationalbank forudser tirsdag, at økonomien vil skrumpe med 1,3 procent i år. I en tidligere prognose blev der regnet med nulvækst.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde