Portugals præsident vil betale erstatning for slaveri og slavehandel
Der er gået et halvt århundrede, siden Portugal begyndte at støtte sine afrikanske koloniers selvstændighed. Nu vil landets præsident, Marcelo Rebelo de Sousa, betale erstatning for slaveriet. (Arkivfoto). Foto: Pedro Nunes/Reuters
Sidste år undskyldte Portugals præsident, Marcelo Rebelo de Sousa, for landets kolonitid og slaveriet. Nu går han skridtet videre og vil han betale erstatning.
Ritzau RitzauMurat Tamer, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Torsdag markerede Portugal 50-året for nellikerevolutionen, der var et ublodigt militærkup, som gjorde en ende på et årtier langt diktatur.
Diktaturets fald afsluttede også den kolonikrig, som Portugal havde ført i Afrika i over et årti.
Efter revolutionen i 1974 begyndte Portugal at støtte sine koloniers ønske om selvstændighed.
I løbet af et par år opgav landet sine afrikanske kolonier Angola, Guinea-Bissau og Mozambique.
Men noget tyder på, at Portugal ikke fik gjort regnskabet helt op dengang.
Annonce
I dagene op til 50-året for revolutionen sagde landets præsident, Marcelo Rebelo de Sousa, at Portugal er ansvarlig for forbrydelser begået under sin kolonitid.
Udtalelserne fra præsident Sousa er et sjældent eksempel på, at en europæisk leder bakker op om at betale erstatning.
Præsidenten Sousa mener faktisk, at Portugal er nødt til at betale erstatning for de forbrydelser.
- Er der handlinger, som ikke blev straffet? Og hvor de ansvarlige ikke blev arresteret? Er der varer, som blev plyndret og ikke returneret?, sagde præsidenten.
- Lad os se, hvordan vi kan udbedre det.
Slaveriet var også på Sousas dagsorden for et år siden.
Dengang sagde han, at tiden var inde til at sige undskyld for Portugals rolle i den transatlantiske slavehandel.
I år er han gået skridtet videre og mener nu, at det er vigtigt at anerkende fortiden og tage ansvar.
Nellikerevolutionen i Portugal i 1974 er opkaldt efter de blomster, som soldaterne havde i geværmundingerne. Nelliker, der kaldes "cravos" på portugisisk, er stadig et symbol for revolutionen. (Arkivfoto). Foto: Patricia De Melo Moreira/Ritzau Scanpix
Det anslås, at knap seks millioner afrikanske slaver blev transporteret af portugisiske skibe under den transatlantiske slavehandel. Den varede i 400 år.
Annonce
De fleste af slaverne endte i Brasilien, der var en portugisisk koloni. Brasilien opnåede sin selvstændighed i 1822.
Tanken om at betale erstatning for slaveriet har vundet mere indpas de senere år.
Der er også bestræbelser på at oprette et særligt tribunal til formålet.
For blot et par uger siden foreslog ambassadør David Comissiong fra Barbados, der ligger i Caribien, at det er afgørende at oprette en særlig domstol.
Tribunalets opgave skal være at søge erstatning for det transatlantiske slaveri og dets eftervirkninger i nutidens samfund, mener han.
For der mangler en domstol, som er i stand til at kunne håndtere den slags sager, mener David Comissiong ifølge Reuters.
Comissiong er Barbados' ambassadør ved Caricom, der er en mellemstatslig organisation for lande i Caribien.
Han sagde, at tribunalet vil kræve opbakning fra FN's Generalforsamling.
Caribien har været kraftigt påvirket af europæisk kolonisering og slavehandel.
Danmark havde også en koloni i Caribien indtil 1917.
Annonce
/ritzau/
Den transatlantiske slavehandel
* Den transatlantiske slavehandel varede i 400 år. Den betragtes i dag som en forbrydelse mod menneskeheden.
* Det anslås, at over 12 millioner mænd, kvinder og børn blev solgt som slaver og sejlet fra Afrika til kolonier i Nord- og Sydamerika.
* Hvert år den 23. august bliver ofrene for slaveri og den transatlantiske slavehandel mindet.
Seneste artikler
Slutter tre dage af med togbusser
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Lynnedslag i landejendom
Dropper kirkegård: Stigende interesse for at blive begravet i skoven
Kommende læger har valgt øerne til: - Basen her er ret god
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Gård til salg for svimlende millionbeløb
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder
Lynnedslag i landejendom