Portugals regeringschef lover nye nedskæringer

Der vil fortsat blive skåret ind til benet i Portugals trængte økonomi, men der må nye fremgangsmåder i brug.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det fortæller Portugals premierminister, Pedro Passos Coelho, i en tale til nationen søndag, efter at Portugals øverste domstol fredag erklærede en del af den portugisiske regerings nedskæringsplaner i år for ulovlige.

Her forsikrer han, at der ikke vil komme nogen skattestigninger i 2013. Men der vil blive taget midler i brug, som vil "inddæmme det offentlige forbrug i forbindelse med social sikring, sundhed og uddannelse".

Efter at have gransket regeringens mange spareforslag de seneste tre måneder, meddelte domstolen fredag, at fire af tiltagene er i strid med grundloven.

Blandt andet nedsættelsen af offentlige ansattes feriepenge og pensioner samt reduktionen af arbejdsløshedsunderstøttelsen. En række af regeringens øvrige besparelser sagde domstolen god for.

Dommen skaber et hul i statskassen på knap 10 milliarder kroner.

Pedro Passos Coelho kalder Portugals situation efter dommen for mere skrøbelig end tidligere, og premierministeren frygter, at dommen kan få konsekvenser for det lån, landet har fået af EU, Den Internationale Valutafond og Den Europæiske Centralbank.

Men Coelho understreger, at landet ikke får brug for en ny redningspakke, og at regeringen har i sinde at skabe de nødvendige besparelser.

Embedsmænd i EU ventes i næste uge at drøfte og tage stilling til den ændrede situation i Portugal ifølge Wall Street Journal.

Portugal forhandlede sig i foråret 2011 frem til en redningspakke på cirka 580 milliarder kroner. Landet har siden kæmpet for at nedbringe underskuddet på de offentlige finanser.

/ritzau/AFP