Præsident Biden opfordrer til hurtigt våbenforbud i USA
Joe Biden vil have den amerikanske Kongres til at indføre forbud mod kraftige våben. Foto: Evan Vucci/Ritzau Scanpix
USA's præsident beder Kongressen indføre forbud mod kraftige våben efter flere masseskyderier i Californien.
De seneste dage har været særdeles blodige i den amerikanske delstat Californien. Lørdag blev 11 personer dræbt af skud i bydelen Monterey Park i storbyen Los Angeles.
Og mandag blev syv kinesere dræbt af skud 500 kilometer nordvest for den amerikanske millionby.
På baggrund af de voldsomme hændelser opfordrer præsident Joe Biden tirsdag Kongressen til at indføre et forbud mod kraftige våben - eller angrebsvåben.
Det siger han i en udtalelse, der er udsendt af Det Hvide Hus.
- Vi ved, at våbenkriminalitet, som er en plage i hele USA, kræver stærkere handling, slår præsidenten fast.
- Endnu en gang opfordrer jeg begge kamre i Kongressen til at handle hurtigt og levere et forbud mod angrebsvåben til mit skrivebord og handle, så amerikanske lokalsamfund, skoler, arbejdspladser og private hjem kan være sikre steder at opholde sig, siger Joe Biden.
En gruppe medlemmer af Senatet - det ene af Kongressens to kamre - præsenterede mandag et forslag til et forbud mod kraftige våben.
Det er ikke usædvanligt, at blodige skyderier fører til en debat om USA's liberale våbenlov.
Det går dog altid meget trægt med at indføre reelle ændringer, da mange amerikanere mener, at det er en helt basal ret, at man skal kunne bære våben.
Også den magtfulde våbenlobby National Rifle Association (NRA) spiller en stor rolle i forhold til ikke at få indført lempelser.
USA blev sidste år ramt af i alt 647 masseskyderier ifølge hjemmesiden Gun Violence Archive, der monitorerer skyderier i landet. Siden definerer masseskyderier som skyderier, hvor fire eller flere bliver skudt eller dræbt.
De første 24 dage i januar har hjemmesiden registreret 39 masseskyderier i USA.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet