Præsident taler om mobilisering mens Taliban truer Kabul
Afghanistans præsident, Ashraf Ghani, bebuder genmobilisering af hæren og siger, at han er i kontakt med lokale ledere i Afghanistan og landets partnere ude i verden. (Arkivfoto) Foto: Wakil Kohsar/Ritzau Scanpix
Wakil Kohsar/Ritzau Scanpix
Præsident Ghani taler vagt om konsultationer, der skal slutte krig med Taliban, som er 50 kilometer fra Kabul.
Afghanistans præsident, Ashraf Ghani, siger, at en "genmobilisering af de væbnede styrker har højeste prioritet".
Taliban har på kort tid erobret størstedelen af landet, og der er flere steder meldinger om, at hæren overgiver sig uden kamp til oprørerne.
- I den nuværende situation er en genmobilisering af vores sikkerheds- og forsvarsstyrker vores højeste prioritet, forklarer Ghani i en tale på afghansk tv.
Han holder talen på et tidspunkt, hvor Taliban rykker frem sydfra og har erobret hovedbyen Pul-e-Alam i provinsen Logar. Den ligger cirka 70 kilometer fra hovedstaden Kabul.
Det oplyser et medlem af det lokale provinsråd i Logar til Reuters.
Han siger, at Taliban kun stødte på lidt modstand, da de indtog byen.
Taliban har kontrol over mindst to tredjedele af Afghanistan. Regeringen holder fortsat stand i Kabul og byer som Mazar-i-Sharif i nord og Jalalabad i øst mod grænsen til Pakistan.
Ghani gav ingen antydning om, at han vil trække sig tilbage. Ej heller at han skulle have ansvar for den aktuelle situation. Men han taler om, at "konsultationer" er i gang, som gerne skulle føre til en afslutning på krigen mod Taliban.
Hvad disse møder eller samråd konkret dækker over, er dog uvist.
Lørdag havde Taliban slået lejr kun 50 kilometer fra Kabul. Det har fået USA, Storbritannien, Danmark og andre vestlige lande til hovedkulds at gå i gang med at evakuere statsborgere og andre, der har arbejdet for vestlige magter.
USA har sendt 3000 marinesoldater til at bistå evakueringen, og der er også kommet soldater fra Storbritannien og Canada for at hjælpe med til at få folk ud af landet.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned