Præsident Trump 2.0 får magtfuldt mandat og kan folde sig helt ud

Der var højt humør, da Donald Trump sammen med sin hustru, Melania, indtog scenen ved valgfesten i Florida og erklærede sin sejr. Foto: Brian Snyder/Reuters

Donald Trump bliver præsident, og Republikanerne ser ud til at få flertal i Kongressen. Dermed får Trump særdeles gode muligheder for at gennemføre sin politik.

Offentliggjort Sidst opdateret

USA's præsident de kommende fire år hedder Donald Trump.

Hvad der var spået til at være et helt tæt præsidentvalg, blev i stedet til en klar sejr til Trump, der dermed fuldender et historisk politisk comeback og bliver USA's 47. præsident.

Samtidig er det en kæmpe nedtur for Demokraterne, der havde håbet og troet, at tiden med Trump i spidsen for landet var et overstået kapitel, da han tabte til Joe Biden i 2020.

Men vicepræsident Kamala Harris formåede ikke at gøre sin chef kunsten efter og slå Trump.

78-årige Donald Trump er tilbage. Når han 20. januar næste år indtager Det Hvide Hus, kan han skrue helt op for sine politiske ambitioner.

For han kommer i meget vid udstrækning til at kunne føre sin politik ud i livet, fordi valget ikke kun sikrede Trump, men også hele Det Republikanske Parti, en kæmpe sejr.

Republikanerne har formentlig sikret sig flertal i begge kamre i den lovgivende forsamling, Kongressen.

I Repræsentanternes Hus ser Republikanerne ud til at bevare deres snævre flertal. I Senatet er det demokratiske flertal vendt til et republikansk flertal.

Dermed står Trump og Republikanerne - i hvert fald de næste to år indtil midtvejsvalget - med enormt stor magt.

- Amerika har givet os et uset og magtfuldt mandat, sagde Trump, da han onsdag morgen dansk tid erklærede valgsejr.

Trump får særdeles gode kort på hånden for at gennemføre sine politiske planer. Det siger Anders Agner Pedersen, USA-analytiker og chefredaktør på netmediet Kongressen.com.

- Det er virkelig Republikanerne, der sætter sig på magten i Washington. Det stiller dem i en stærk, stærk politisk position.

Det kan blandt andet betyde, at USA vil gennemføre "det største deportationsprogram i amerikansk historie", som Trump tidligere har proklameret.

Og så vil han føre en økonomisk politik, der mindsker importen fra udlandet for i stedet at øge produktionen i USA, så der kommer flere job til amerikanerne.

Trump, der også var præsident fra 2017 til 2021, er den blot anden præsident i historien, der gør comeback i Det Hvide Hus efter at have været væk fra embedet i en periode.

Hans anden periode vil slet ikke ligne den første. For der er modsat tidligere nu fuld opbakning til Trump fra hele Det Republikanske Parti.

De kritiske røster er forstummet og vil ikke udfordre hans til tider ukonventionelle metoder.

Derudover har han erfaring fra posten og ved, hvordan han skal sætte holdet omkring sig.

Ingen vil denne gang holde Trump i kortere snor, som for eksempel tidligere stabschefer, der siden har vendt ham ryggen, forsøgte.

Trump i version 2.0 omgiver sig nu med rådgivere, der i stedet for at begrænse ham fungerer som et værn for ham og hans politikker.

- Situationen denne gang er anderledes, fordi Trump har sat sig tungt på magten i Det Republikanske Parti, siger Anders Agner Pedersen.

Sidst blev der taget hensyn til andre grene af partiet for at skabe balance, men nu er Republikanerne helt på Trumps side og følger hans linje, tilføjer han.

De demokratisk venligt stemte medier CNN og New York Times mener, at USA går en usikker fremtid i møde, hvor det er svært at forudsige, hvad præsidentens næste træk vil være.

USA bliver politisk mere uforudsigeligt end nogensinde før, mener den norske professor Hilmar Mjelde, der forsker i amerikansk politik. Han kalder det en "utrolig personlig revanche for Trump".

- Vi kan få et USA, som vi aldrig har set i vores levetid. Han kan komme til at tilsidesætte meget af det politiske system og styre som en stærk mand, siger han til NTB.

Hos Demokraterne er det tid til selvransagelse. Strategien har slået helt og aldeles fejl. Først måtte Biden smide håndklædet i ringen, da Trump blev for stor en mundfuld.

Faklen blev i al hast givet videre til Harris, der kun havde lidt over tre måneder til at sætte sig selv i scene og vise amerikanerne, at hun var klar til verdens måske mest magtfulde post.

Det lykkedes ikke, selv om hun gav håb til de ellers modløse demokrater, der nu må se Trump rykke ind i Det Hvide Hus.

Der var stor jubel ved Trumps valgfest i Palm Beach, Florida, da Fox News som det første medie erklærede Trump som vinderen af præsidentvalget. Foto: Cristobal Herrera-Ulashkevich/Ritzau Scanpix

Harris ringede onsdag aften dansk tid til Trump og lykønskede ham med sejren. Hun ville holde pressemøde senere på aftenen.

/ritzau/

Comeback som præsident sker sjældent

* Donald Trump var USA's 45. præsident fra 2017 og fire år frem. Nu skal han igen være præsident - nummer 47 i rækken - når han overtager posten 20. januar 2025 og fire år frem.

* Det er kun sket én gang tidligere i amerikansk historie, at en præsident vender tilbage til Det Hvide Hus efter en periode væk fra embedet.

* Sidste gang det skete, var da demokraten Grover Cleveland blev USA's præsident for anden gang i 1892. Han var først præsident fra 1885 til 1889 for derefter at være fire år væk fra Det Hvide Hus. Fra 1893 til 1897 var han præsident igen.

/ritzau/

Trumps politik i fem punkter

* Trump vil indføre toldafgifter på ti procent eller mere på alle importvarer til USA. Det vil ifølge Trump øge produktionen i USA og skabe flere job. Kritikere mener, at det vil føre til højere priser for amerikanske forbrugere og globalt skabe økonomisk ustabilitet.

* Trump vil stoppe tilstrømningen af illegale indvandrere til USA. Han vil begrænse retten til asyl ved grænsen til USA og gennemføre det største deportationsprogram i USA's historie.

* Trump vil øge den amerikanske produktion af fossile brændsler ved at tillade flere boringer. Han opfordrer også til, at der laves nye gasrørledninger. Han vil desuden hive USA ud af Parisaftalen, som er FN's klimaaftale og sætter den globale retning for kampen mod klimakrisen.

* Trump vil indføre flere skattelettelser for både virksomheder og privatpersoner. Han har blandt andet lovet at sænke virksomhedsskatten fra 21 til 15 procent for virksomheder, der laver deres produkter i USA.

* Han udpegede i sin første periode som præsident tre af de højesteretsdommere, der var med til at fjerne den forfatningsmæssige ret til abort. Men han vil ikke indføre et føderalt forbud mod abort. Håndteringen af abortspørgsmålet vil han lade være op til de enkelte delstater.

Kilde: Reuters.

/ritzau/

Donald Trump bliver 20. januar indsat som præsident. Han var senest præsident fra 2017 til 2021. Foto: Evan Vucci/Ritzau Scanpix
Tilhængere af Donald Trump i Las Vegas jubler, i takt med at de positive valgresultater tikker ind. Foto: Steve Marcus/Ritzau Scanpix
J.D. Vance bliver som vicepræsident Donald Trumps højre hånd de næste fire år. I hvert fald de første to år ser Republikanerne ud til at sidde tungt på magten i USA. Foto: Jim Watson/Ritzau Scanpix
Skuffelsen var på valgnatten i USA malet tydeligt i ansigterne på tilhængere af den demokratiske kandidat, Kamala Harris. Foto: Saul Loeb/Ritzau Scanpix
Kamala Harris må se sig slået klart af Donald Trump. Her ringer hun ud til vælgere på valgdagen for at få de sidste til at troppe op ved stemmeurnerne. Det var forgæves. Foto: Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix
RES1: Valg til Kongressen. Foto: WER/Free
RES2: Præsidentvalg. Foto: WER/Free

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu