Præsident Zelaya vender hjem til Honduras

Honduras' præsident, Manuel Zelaya, er vendt tilbage til Honduras næsten tre måneder efter, at han blev væltet ved et kup.

Zelaya var ellers blevet advaret om, at han ville blive anholdt, hvis han vendte tilbage.

- Jeg er her i Tegucigalpa (Honduras' hovedstad, red.). Jeg er her for at genoprette demokratiet og for at opfordre til dialog, siger Zelaya til Honduras' Canal 36.

Zelaya, der er tæt allieret med Venezuelas socialistiske præsident, Hugo Chavez, opholder sig ifølge Brasiliens udenrigsminister, Celso Amorin, på Brasiliens ambassade i Tegucigalpa.

Amorin, der selv har talt med Zelaya over telefonen, håber, at det faktum, at Zelaya er vendt tilbage til Honduras, vil betyde, at der kan komme nye forhandlinger i stand med Honduras' nuværende magthavere.

Men de første udtalelser fra Robert Micheletti, som har regeret Honduras siden kuppet den 28. juni, tyder ikke umiddelbart på forsoning.

Micheletti afviser således rapporterne om, at Zelaya er vendt hjem og siger, at Zelaya er i eksil i Nicaragua.

Honduras' nuværende magthavere har truet med at anholde Zelaya, hvis han forsøgte at vende tilbage til Honduras.

Kuppet i Honduras er blevet fordømt af USA, EU og ledere rundt om i Latinamerika.

/ritzau/Reuters

Honduras' afsatte præsident, Manuel Zelaya, er vendt hjem trods trusler om, at han vil blive anholdt. Han opholder sig nu på Brasiliens ambassade.

Offentliggjort Sidst opdateret