Præsidenten opløser parlamentet i Bangladesh efter uro
Soldater rydder op efter protester ved premierministerpaladset. Foto: Mohammad Ponir Hossain/Reuters
Efter storm på premierministers palads er parlamentet i Bangladesh tirsdag blevet opløst.
Parlamentet i Bangladesh er blevet opløst.
Det oplyser landets præsidentkontor tirsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.
Mandag flygtede premierminister Sheikh Hasina ud af landet, mens demonstranter stormede hendes palads.
Ledere af protestbevægelsen havde krævet, at parlamentet skulle opløses tirsdag.
- Præsidenten har opløst parlamentet, siger Shiplu Zaman, som er pressesekretær for præsident Mohammed Shahabuddin, i en meddelelse ifølge AFP.
De voldsomme protester mandag var kulminationen på flere ugers demonstrationer.
De startede som utilfredshed med et kvotesystem for job i regeringen, men udviklede sig til en opfordring om, at Hasina skulle gå af.
Mandag efter demonstranternes storm på paladset meddelte militæret, at den vil danne en midlertidig regering.
Natten til tirsdag dansk tid kom den bangladeshiske studenterbevægelse så med sit bud på, hvem der skal lede den midlertidige regering.
I en rolle som ledende rådgiver skal det ifølge studenterne være fredsprismodtageren Muhammad Yunus, der leder landet mod det næste demokratiske valg.
Det har Yunus accepteret ifølge en ledende rådgiver for ham. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Om militæret er med på den plan, er dog fortsat uklart.
Der har været meldinger om, at et møde mellem hæren og de studerende skulle finde sted tirsdag netop med det formål at diskutere en overgangsregering.
Det står ikke umiddelbart klart, om det møde har fundet sted.
I en meddelelse fra præsidentkontoret står der ifølge Reuters også, at oppositionsleder og tidligere premierminister Khaleda Zia er blevet løsladt fra husarrest.
78-årige Zia er leder af oppositionspartiet Bangladeshs Nationalistparti (BNP). Hun blev i 2018 idømt 17 års fængsel for korruption, men løsladt i 2020 på grund af dårligt helbred. Dog er hun forblevet i husarrest.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned