Præsidentens afløser skal stilles for en rigsret i Sydkorea
Han Duck-soo har været fungerende præsident i Sydkorea siden midten af december. (Arkivfoto). Foto: Soo-Hyeon Kim/Reuters
Uroen efter militær undtagelsestilstand i Sydkorea fortsætter. Fungerende præsident stilles for en rigsret.
Et flertal i Sydkoreas parlament har stemt for, at landets konstituerede præsident, Han Duck-soo, skal stilles for en rigsret.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Rigsretssagen ønskes, fordi Han Duck-soo har afvist at udpege tre rigsretsdommere, som skal dømme i en sag mod Sydkoreas suspenderede præsident, Yoon Suk-yeol.
Han Duck-soo har sagt, at han kun vil udpege dommerne, hvis de politiske partier i Sydkoreas parlament kan blive enige om dem.
Yoon Suk-yeol - den suspenderede præsident - beskyldes for landsforræderi. Baggrunden er, at han i begyndelsen af december erklærede militær undtagelsestilstand i Sydkorea.
I den forbindelse forsøgte militæret at tiltvinge sig adgang til parlamentet. Samtidig forbød militæret alle aktiviteter i den folkevalgte forsamling.
Undtagelsestilstanden varede blot få timer. Den blev ifølge præsidenten blandt andet vedtaget, fordi Sydkoreas opposition - ifølge Yoon - sympatiserer med nabolandet Nordkorea.
Den 14. december stemte et flertal i parlamentet for at indlede en rigsretssag mod Yoon. Det var i den forbindelse, at han blev suspenderet fra sin post, og Han Duck-soo overtog arbejdet.
Her skal seks ud af ni dommere stemme for, at præsidenten skal afsættes, hvis han skal fjernes endeligt fra posten.
Ved afstemningen fredag har 192 ud af 300 medlemmer stemt for, at Han Duck-soo skal stilles for en rigsret.
Inden afstemningen talte oppositionsleder Lee Jae-myung i parlamentet. Han står i spidsen for Det Demokratiske Parti, som har flertal.
- Den eneste måde, hvorpå landet kan blive normaliseret, er hurtigt at gøre op med de oprørske kræfter, sagde Lee i sin tale.
Inden Han Duck-soo blev konstitueret præsident, var han premierminister.
Efter afstemningen bliver finansminister Choi Sang-mok indsat som fungerende præsident, skriver Reuters.
Efter den militære undtagelsestilstand har der været store demonstrationer mod præsident Yoon.
Ifølge meningsmålinger støtter et stort flertal af befolkningen, at han fjernes permanent fra præsidentposten.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker