Præsidentkandidater kæmper for våbenentusiasters gunst ved stormøde

En fremmødt ved sidste års NRA-møde i Houston, Texas, holder en pistol. De største våbenproducenter er til stede ved de årlige NRA-møder og fremviser deres nyeste produkter. Foto: Patrick T. Fallon/Ritzau Scanpix

I weekenden stimler medlemmer fra våbenorganisationen NRA sammen. Her skal de kigge på våben og lytte til republikanske politikere, der ønsker deres støtte.

Offentliggjort Sidst opdateret

Timingen for det årlige møde i den magtfulde amerikanske våbenlobby National Rifle Association (NRA) er uheldig i år.

Det var den også sidste år, hvor mødet også faldt kort efter et masseskyderi.

Det er nærmest uundgåeligt, med tanke på at der alene i år har fundet 146 masseskyderier sted i USA.

Det seneste fandt sted mandag, hvor en bankansat skød og dræbte fem kolleger, før han selv blev dræbt af politiet.

Det skete i Louisville, Kentucky, små to timers kørsel fra Indianapolis, Indiana, hvor titusindvis af amerikanere fredag til søndag mødes om deres fælles hobby og passion: våben.

En emne, der er evigt kontroversielt, hvor siderne er trukket skarpt op.

Demokraterne og præsident Joe Biden kalder på skrappere våbenlovgivning, nærmest hver gang der er et masseskyderi.

Men Republikanerne forhindrer det. De står ligesom NRA fast på, at retten til at bære våben er beskyttet i forfatningen, og at der ikke skal pilles ved det.

Den ret skal nærmere hyldes.

Derfor kan NRA's medlemmer ved kongressen tjekke de nyeste våben og gear ud på et over 56.500 kvadratmeter stort område. Det svarer til cirka otte fodboldbaner.

Dertil er der underholdning og taler fra politikere, der taler NRA's sag.

- Fra underholdning til særlige begivenheder. Det hele sker i Indiana. Kom og vær sammen med andre patrioter til en frihedsfyldt weekend for hele familien, hedder det på NRA's hjemmeside.

I år skal blandt andre ekspræsident Donald Trump og Floridas guvernør, Ron DeSantis, på talerstolen. Det ventes, at de to skal kæmpe om at blive Republikanernes præsidentkandidat i 2024.

Det er første gang, at DeSantis skal tale ved den årlige begivenhed. At det netop sker i år, er næppe tilfældigt.

NRA er en særdeles indflydelsesrig organisation og er vigtig som republikaner at have et godt forhold til.

Ifølge forskningsselskabet OpenSecrets har NRA siden 2010 støttet kandidater, der forsvarer retten til at bære våben, med mere end 140 millioner dollar - knap 950 millioner kroner.

At DeSantis skal tale ved kongressen - godt nok via videolink - øger forventningen og spekulationerne om, at han går efter præsidentposten, noterer Fox News.

Trump har i forvejen et godt forhold til NRA og dets medlemmer, og han deltog også sidste år.

Både Trump og DeSantis vil utvivlsomt tale dunder for retten til at bære våben, på et tidspunkt hvor modstanden ifølge BBC er tiltagende.

For hver af de seneste tre år har der været mere end 600 masseskyderier ifølge databasen Gun Violence Archive.

Det svarer til næsten to per dag i USA, hvor civile har flere våben end i nogen andre lande. Masseskyderier er defineret som hændelser, hvor mindst fire personer bliver skudt.

Et flertal af amerikanerne er ifølge en måling fra Gallup for strammere våbenkontrol. Næsten alle demokrater er for strammere våbenkontrol, mens det dog kun gælder 24 procent af republikanerne.

Overordnet er 57 procent for strammere våbenkontrol, mens 32 procent ønsker de samme regler som nu. Ti procent vil have mindre skrappe regler.

Størstedelen af deltagerne ved weekendens stormøde hører nok til den sidste gruppe.

/ritzau/

Ret til at bære våben er forfatningssikret

* I USA er retten til at bære våben en forfatningssikret ret. Sådan har det været i over 200 år. Især mange republikanske vælgere ser netop den ret som en vigtig del af deres selvforståelse.

* I 1791 blev det skrevet ind som en tillægsparagraf til USA's forfatning, at personer i USA har ret til at eje og bære våben.

* I dag kan personer over 18 år købe rifler og ammunition. Alle andre skydevåben, herunder eksempelvis håndvåben, bliver kun solgt til personer, der er mindst 21 år.

* Der er nogle undtagelser for, hvem der må eje og bære våben. Det gælder eksempelvis kriminelle, mentalt ustabile personer og personer uden amerikansk statsborgerskab.

* Våbenlovgivningen er imidlertid ikke helt ens på tværs af USA, da delstaterne har lov til at lave egne tilføjelser til reglerne. Derfor kan der være stor forskel på, hvor striks lovgivningen er fra delstat til delstat.

Kilder: BBC, Reuters, AFP og dpa.

/ritzau/

Kort om NRA

* National Rifle Association (NRA) er en amerikansk våbenlobbyvirksomhed, der har rødder tilbage til 1871.

* Den kæmper for retten til at bære våben.

* NRA har næsten fem millioner medlemmer.

* NRA holder hvert år et stort møde med udstillinger, foredrag, taler og meget mere.

* Årets møde finder sted i Indianapolis i delstaten Indiana. Tidligere præsident Donald Trump skal holde tale, og det samme skal Floridas guvernør, Ron DeSantis. De to spås til at være bedste bud på en republikansk præsidentkandidat i 2024.

Kilder: NRA og CNN.

/ritzau/

Der er våben af alle slags, når våbenentusiasterne stimler sammen. Her er det et gevær af typen AK47, som en deltager ved sidste års møde kigger nærmere på. Foto: Patrick T. Fallon/Ritzau Scanpix
Titusindvis af NRA-medlemmer ventes at møde op i Indianapolis, hvor årets møde finder sted. På et stort område vil der være våben og våbengear i massevis udstillet. (Arkivfoto). Foto: Shannon Stapleton/Reuters
Ekspræsident Donald Trump (t.v.) og Floridas guvernør, Ron DeSantis, skal begge tale ved årets NRA-møde. Det ventes, at de to skal kæmpe om at blive Republikanernes præsidentkandidat i 2024. (Arkivfoto). Foto: Gaelen Morse/Reuters
Ritzau Grafik. Foto: WER/Free

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu