Præsidentsøn opgiver bud på topjob

Den 23-årige søn af Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, har droppet forsøget på at blive formand for den organisation, der har ansvaret for udviklingen af La Defense, landets mest fashionable forretningskvarter.

- Jeg vil ikke søge formandskabet, sagde Jean Sarkozy torsdag aften til tv-stationen France 2.

Han sagde videre, at han ønskede at undgå en "tilsmudset sejr" og "antydninger af favoritisme".

Den unge Sarkozys forsøg på at blive formand for Epad-organisationen er af franske oppositionspolitikere blevet betegnet som nepotisme og har ført til udbredt utilfredshed blandt regeringens tilhængere.

Over 40.000 mennesker har underskrevet en protest på internettet, der opfordrede præsidentens blonde, jurastuderende søn, der går under navnet "Prins Jean", til at trække sig.

Dette fik i sidste uge præsident Sarkozy til at komme sønnen til undsætning ved at sige, at det "aldrig er retfærdigt at kaste nogen for ulvene uden grund".

Frankrigs Socialistparti har formelt opfordret præsidenten "til at aflyse sit katastrofale projekt, der allerede har gjort Frankrig til grin blandt demokratier".

Oppositionspolitikere har beskyldt "Sarkozy-klanen" for at ville styrke grebet om "skattekisten" La Defense, et kompleks af højhuse vest for Paris, hvor 2500 selskaber, heriblandt nogle af Frankrigs største, har deres hovedkvarterer.

/ritzau/AFP

Den franske præsidentsøn Jean Sarkozy trækker sig fra kampen om at blive formand for forretningskvarteret La Defence.

Offentliggjort Sidst opdateret