Præst brænder koran i Florida

Præsten Terry Jones, der sidste år skabte furore, da han ville tænde et bål bestående af koraner, har tilset en afbrænding af Koranen i en lille kirke i Gainesville i den amerikanske stat Florida.

Afbrændingen blev udført af præsten Wayne Sapp under Jones' opsyn. Søndagens hændelse blev præsenteret som en rettergang, hvor Koranen blev kendt "skyldig" og "henrettet".

Juryen drøftede sagen i otte minutter, alt i mens lå et eksemplar af muslimernes hellige bog i blød i petroleum i en time. Efterfølgende blev Koranen lagt på en metalbakke og Sapp satte ild til den med en lighter.

Jones er tidligere blevet kritiseret af blandt andet USA's præsident, Barack Obama, for sin religiøse provokation, og præsten havde svoret, at han ikke ville forsøge sig med en ny koranafbrænding.

Løftet blev ikke overholdt, fordi Jones havde "forsøgt at give den muslimske verden en mulighed for at forsvare dens bog", men han modtog ikke noget svar, siger præsten.

Offentligheden havde mulighed for at overvære koranafbrændingen, men mindre end 30 mennesker deltog.

- Dette er en oplevelse, man kun får en gang i livet, siger Jones om koranafbrændingen.

/ritzau/AFP

En præst fra Florida har brændt et eksemplar af koranen i en lille lokal kirke.

Offentliggjort Sidst opdateret