Præst giver kvinder skylden for jordskælv

Kvinder, der er udfordrende klædt og lokker mænd ud i promiskuitet, bærer skylden for jordskælv.

Det mener en højtstående præst i Iran.

Bønnelederen hojatoleslam Kazim Sadeghi siger, at kvinder, der "ikke klæder sig ordentligt", spreder "promiskuitet i samfundet", skriver CNN.com.

- Når promiskuiteten (løsagtigheden red.) breder sig, vokser antallet af jordskælv, siger præsten i en video, der er lagt ud på internetsiden YouTube.

Optagelsen er tilsyneladende fra fredagsbønnen i Irans hovedstad, Teheran, i sidste uge.

- Vi kan ikke gøre andet end at søge ly i religionen og tilpasse os islamisk adfærd, siger præsten i videoen, der er lagt på YouTube af en bruger kaldet "valgløgne", som ser ud til at være regeringsfjendtlig og knyttet til Irans grønne bevægelse.

Grøn var de regeringsfjendtlige demonstranters farve under protesterne mod genvalget af Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, i fjor.

Præsten Sadeghi blev udnævnt af Irans øverste åndelige leder, ayatollah Ali Khamenei, sidste år til at lede fredagsbønnen i Teheran.

Iran er jævnligt udsat for jordskælv, heriblandt det ødelæggende skælv, der ramte byen Bam i 2003, hvor titusinder af mennesker blev dræbt.

Sadeghi er ikke den eneste religiøse person, der har kædet jordskælv sammen med menneskelig adfærd, skriver CNN.com.

Den amerikanske evangelist Pat Robertson antydede i januar, at det kraftige jordskælv, der ramte Haiti i januar, skyldes en pagt, som Haiti havde indgået med djævlen for at smide franskmændene på porten i det 18. århundrede.

/ritzau/

En fremtrædende iransk præst giver kvinder, der er udfordrende klædt, skylden for jordskælv.

Offentliggjort Sidst opdateret