Præst i Florida aflyser koranafbrænding

Terry Jones, præst i en lille kirke i Florida, har aflyst den planlagte afbrænding af koraner. Det siger han på et tv-transmitteret pressemøde.

Afbrændingen skulle ske på årsdagen for angrebet mod tvillingtårnene i New York 11. september 2001.

Han siger, at det sker, efter at han har været i kontakt med imamen i New York, som har indvilget i at flytte en omstridt moské, der skulle bygges tæt ved det sted, hvor tårnene styrtede i grus.

- Imamen er gået med til at flytte moskéen. Vi er gået med til at aflyse vores arrangement, siger Terry Jones som forklaring.

Han tilføjer, at han flyver til New York lørdag for at mødes med imamen.

Flere kilder tæt på imam Feisal Abdul Rauf afviser imidlertid, at der er ændret ved de omdiskuterede planer om at bygge et islamisk kulturcenter - der også indeholder en moské - få gader fra det såkaldte Ground Zero.

- Der er ikke indgået nogen aftale. Der har ikke været drøftelser med præsten, siger en kilde til nyhedsbureauet Reuters.

Terry Jones og hans lille menigheds planer om at brænde koraner af har skabt en global storm. Politiske og religiøse ledere fra en række lande har fordømt planerne.

Torsdag aften dansk tid overvejede den amerikanske regering, om den skulle tage direkte kontakt til Terry Jones og bede ham stoppe den planlagte afbrænding af muslimernes hellige bog.

- Der er drøftelser i regeringen om den mulighed. Så vidt jeg ved, er der ikke taget en beslutning, sagde talsmanden for Det Hvide Hus, Robert Gibbs.

Forsvarsminister Robert Gates og præsident Barack Obamas nationale sikkerhedsrådgiver, James Jones, deltog i drøftelserne.

USA's politiske og militære ledere havde forinden advaret om, at det kunne bringe amerikanske soldaters liv i fare i lande som Afghanistan og Irak.

Præsident Barack Obama sagde i et interview med tv-stationen ABC, at han er bekymret over den trussel, Floridapræstens "stunt" udgør mod "vore unge mænd og kvinder i uniform, der gør tjeneste i Irak og Afghanistan".

Ifølge præsidenten kan kirken i Florida, der har omkring 50 medlemmer, udløse en bølge af ekstremistisk vold, hvis den ville gøre alvor af sit "stunt" med at afbrænde eksemplarer af koranen.

- Det vil styrke al-Qaeda, når det rekrutterer nye tilhængere, sagde den amerikanske præsident, som appellerede til præsten om at genoverveje den planlagte aktion.

/ritzau/

Præsten Terry Jones har aflyst den planlagte afbrænding af koraner, der skulle finde sted i Florida på årsdagen for terrorangrebet mod USA 11. september.

Offentliggjort Sidst opdateret