Premierminister Liz Truss overtager et skrivebord fyldt med problemer

En glad Liz Truss bliver tirsdag udnævnt af dronning Elizabeth som ny premierminister efter Boris Johnson. Medlemmer af Det Konservative Parti i hele landet har valgt hende som deres leder med 52,7 procent af stemmerne mod 42,6 procent til Rishi Sunak. Partilederen bliver også premierminister. Foto: Phil Noble/Reuters

Nu er det alvor for Liz Truss. Hun tages i ed som premierminister, og briterne venter løsninger på problemer med prisstigninger på energi, mad og meget mere.

Offentliggjort Sidst opdateret

Når Liz Truss tirsdag vender tilbage fra Balmoralslottet i Skotland, hvor hun bliver taget i ed som ny britisk premierminister af dronning Elizabeth, venter der hende et øjeblik, som hun aldrig glemmer.

Det øjeblik, hvor hun går ind af døren til Downing Street 10 i den britiske hovedstad, London, for første gang som premierminister.

Men hun kan ikke nyde øjeblikket særlig længe.

For når den 47-årige toppolitiker, der er tidligere udenrigsminister, sætter sig ved sit skrivebord, står hun med kæmpeproblemer, der skal løses i en fart.

Som andre lande i Vesten raseres Storbritanniens økonomi af høj inflation, af høje energipriser, af høje priser på fødevarer. Borgere og virksomheder skriger på handling og løsninger.

Den afgående premierminister, Boris Johnson, har ikke grebet ind over for udviklingen i de seneste måneder, men har ladet det være op til sin afløser.

Under valgkampen mod tidligere finansminister Rishi Sunak om posten som konservativ partileder og dermed premierminister sagde Truss, at hun vil give skattelettelser.

Sunak og økonomer har argumenteret for, at det ikke er godt. Det vil øge inflationen.

Om hun holder ved sit valgløfte, vil tiden vise. Ikke alle på hendes side synes, at hun skal holde sit løfte.

David Davies, tidligere brexitminister, kommer fra samme fløj i partiet som Truss. Den fløj, der vil have skatten ned.

Men lige i denne her situation er han ikke så sikker. Truss bør tænke sig om, sagde Davies ifølge The Guardian i weekenden.

- Det værste resultat vil være, at lave skatter får et dårligt ry, sagde han.

Læs her om en række af de store problemer, der tårner sig op på den nye premierministers skrivebord:

* Inflation

Storbritannien slås med en højere inflation end i EU, hvor den i juni var 9,6 procent. I Storbritannien var den over 10 procent, og nogle økonomer siger ifølge The Guardian, at den næste år kan ramme 22 procent, hvis de høje priser på olie og gas bliver ved.

Energipriserne rammer husholdninger og virksomheder hårdt. Hvis der ikke kommer hjælp, vil levestandarden falde drastisk.

Det britiske handelskammer har efterspurgt en reduktion i momsen på fem procentpoint.

BBC påpeger, at den stigende rente er gift for både private, virksomheder og staten.

* Recession

Nogle økonomer advarer om, at Storbritannien er på vej ind i en recession - altså en periode med økonomisk nedgang. Bank of England har advaret om, at den begynder i slutningen af året og vil vare i lang tid på grund af de stigende leveomkostninger. Det ventes at øge arbejdsløsheden.

I denne dystre situation skal Truss finde ud af, hvordan hun kan holde gang i erhvervslivets vækstmotor.

- Jeg vil levere en dristig plan for at skære i skatterne og skabe vækst i vores økonomi, sagde Liz Truss til sine partifæller, da det stod klart, at hun bliver ny premierminister. Foto: Stefan Rousseau/Ritzau Scanpix

* Sundhed

Problemerne i det nationale sundhedsvæsen, NHS, er gradvist blevet forværret over de seneste 10 år, skriver BBC. Coronakrisen har yderligere forværret problemerne.

Ventelisterne er rekordlange. Et stort problem er, at når patienter er raske og kan udskrives, har hospitalerne i mange tilfælde ingen steder at sende dem hen, fordi der er mangel på pladser på plejehjem i den sociale sektor.

* Ukraine

Boris Johnson har under hele krigen helhjertet støttet Ukraine, også med våben og penge. Liz Truss ventes at fortsætte denne politik, men i Storbritannien kan politikken møde stadig mere modstand, hvis borgerne med de store økonomiske problemer begynder at mene, at prisen for at støtte Ukraine er for høj.

* Partiet

Hun skal forsøge at hele partiet efter det lederopgør, hun har vundet. I den parlamentariske gruppe er der et flertal bag Sunak, som hun vandt over.

Boris Johnson ankom mandag til Downing Street 10 til sin sidste hele dag som britisk premierminister. Foto: Hannah McKay/Reuters

Hun vandt på basis af en afstemning blandt partimedlemmerne i hele landet.

/ritzau/

Liz Truss i fem punkter

* Liz Truss er 47 år, gift og mor til to teenagedøtre. Konservativt medlem af det britiske underhus og udenrigsminister i den afgående regering. Fra den 6. september 2022 ny premierminister efter Boris Johnson.

* Har studeret filosofi, politik og økonomi på Merton College, Oxford. Forsøgte som 26-årig første gang at blive medlem af Underhuset. Forgæves. I 2010 hjalp David Cameron, daværende konservativ partileder, hende med en sikker valgkreds. Hun blev valgt.

* Inden hun blev udenrigsminister i 2019, havde hun været undervisningsminister, miljøminister og minister for ligestilling.

* Ville holde Storbritannien i EU. Anbefalede vælgerne at stemme nej til brexit ved folkeafstemningen i 2016. Efterfølgende har hun sagt, at hun har skiftet mening, fordi ulykkerne ikke væltede ned over landet.

* Som ung støttede hun Det Liberale Demokratiske Parti og var imod Margaret Thatcher, der var konservativ premierminister fra 1979 til 1990. Nu siger hun, at hun bærer Thatchers flamme.

Kilder: BBC og Britannica.

/ritzau/

Ja, ja. Premierministre kommer, premierministre går. Første-musefanger i Downing Street 10, katten Larry, sidder foran døren til sit hjem og synes uanfægtet af, at Liz Truss tirsdag flytter ind, mens Boris Johnson flytter ud. Foto: Isabel Infantes/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu