Presset Assad holder tale til nationen

Syriens hårdt pressede præsident, Bashar al-Assad, holder senere onsdag en vigtig tale til nationen.

Her vil han for første gang offentligt kommentere de seneste ugers blodige oprør mod hans autoritære styre.

- I sin tale vil præsidenten kommentere interne emner og de seneste hændelser, hedder det i en erklæring fra præsidentens kontor.

Præsident Assad har styret Syrien med hård hånd siden 2000.

Hidtil har han ikke sagt noget om de mange demonstrationer, som begyndte i den sydlige by Deraa for snart to uger siden og derefter spredte sig til det meste af landet, inklusive hovedstaden Damaskus.

Mindst 60 mennesker er blevet dræbt af syriske sikkerhedsstyrker under uroen, ifølge officielle tal, men oprørerne siger, at dødstallet er langt højere.

Assad har forsøgt at aflede oprøret mod ham ved at indkalde til en demonstration for ham i Damaskus og andre storbyer tirsdag og ved at acceptere regeringens afgang.

Men utilfredsheden med hans styre er stadig udbredt, og demonstranter arbejder på nye protester.

Det forlyder, at Assad vil ophæve en række forhadte undtagelseslove, som har været i kraft siden 1963, da det regerende Bath-parti kom til magten.

Desuden har han løsladt adskillige politiske fanger og medlemmer af oppositionen.

Undtagelseslovene giver myndighederne mulighed for at nedkæmpe enhver form for modstand mod regeringen og til at anholde personer, der kritiserer Assad og andre ledere.

/ritzau/Reuters

Syriens præsident, Bashar al-Assad, taler onsdag til nationen for at kommentere oprøret mod hans ledelse.

Offentliggjort Sidst opdateret