Presset thailandsk regering ophæver nødretstilstand
Onsdag var syvende dag i træk, at der var masseprotester mod regeringen i i Thailands hovedstad Bangkok og andre dele af landet. Thailands regering har torsdag ophævet en nødretstilstand i et forsøg på at nedtrappe urolighederne Foto: Mladen Antonov/Ritzau Scanpix
Mladen Antonov/Ritzau Scanpix
De seneste syv dage har der været store demonstrationer i Bangkok, som regeringen har forsøgt at stoppe.
Thailands regering har torsdag ophævet den nødretstilstand, som blandt andet har medført forbud mod forsamlinger på mere end fire mennesker.
Det står der i Royal Gazette, en officiel udgivelse, der fungerer som regeringens talerør. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Nødretstilstanden blev indført i et forsøg på at sætte en stopper for store demonstrationer mod premierminister Prayuth Chan-o-Cha og monarkiet.
Demonstrationerne er dog fortsat.
Nødretstilstanden er blevet ophævet fra klokken 12 lokal tid torsdag, står der ifølge AFP.
- Den igangværende voldelige situation, der har ført til, at vi har meddelt en nødretstilstand, er blevet mindre alvorlig og er nu en situation, hvor embedsmænd og statslige organer igen kan opretholde de almindelige love, står der i Royal Gazette ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Onsdag var syvende dag i træk, at der var masseprotester i hovedstaden Bangkok og andre dele af Thailand.
Alt i alt har demonstrationerne stået på i tre måneder.
Onsdag lokal tid sendte prodemokratiske demonstranter et brev til premierministeren med et krav om, at han skulle træde tilbage i løbet af tre dage.
Protestlederen Patsaravalee Tanakitvibulpon sagde i en tale til titusinder af demonstranter, der onsdag aften var samlet ved regeringskvarteret, at "kampen er ikke slut, før han træder tilbage".
Kort efter blev hun anholdt for en påstået forseelse under en demonstration i sidste uge. Det oplyste politiet ifølge en videoudsendelse fra protesten i Bangkok.
Snesevis af demonstranter er blevet anholdt i de seneste to uger, heraf mange ledende aktivister.
Premierminister Prayuth siger, at han ophæver nødretstilstanden som "et første skridt for at nedtrappe situationen".
Ud over Prayuths afgang kræver demonstranterne, at der sker reformer af landets love om kongehuset.
Regeringen skal mødes om kort tid for at drøfte demonstranternes krav.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker