Prigozjin begraves i stilhed og uden Putin

En kvinde har tændt et lys for den afdøde leder for Wagnergruppen, Jevgenij Prigozjin, ved et uofficielt mindesmærke i Moskva. Han døde i sidste uge ved et mystisk flystyrt og blev begravet tirsdag i Skt. Petersborg. Foto: Maxim Shemetov/Reuters

Wagner-lederen døde i sidste uge ved en flyulykke under stadigt uopklarede omstændigheder.

Offentliggjort Sidst opdateret

Jevgenij Prigozjin, lederen for den russiske lejehær Wagner, er tirsdag blevet begravet i stilhed i Skt. Petersborg.

Det oplyser hans pressetjeneste ifølge Reuters.

Prigozjin døde i sidste uge i en flyulykke under stadigt uopklarede omstændigheder.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, var ikke mødt op ved begravelsen i Skt. Petersborg. Det havde den russiske regering meddelt på forhånd, at han ikke havde tid til.

Begge stammer de fra Skt. Petersborg, det tidligere Leningrad, og de fik i løbet af årene en tæt forbindelse.

- De, som ønsker at sige farvel, kan besøge kirkegården Porokhovskoje, skriver Wagnergruppens pressetjeneste.

Flystyrtet skete lige præcis to måneder efter, at Prigozjin beordrede sin lejehær til at marchere mod Moskva for at kræve den militære ledelse fyret for krigsindsatsen i Ukraine.

Han afbrød midtvejs sit forehavende og blev af Putin beordret til at slå sig ned i Belarus.

Mange Ruslands-eksperter sagde allerede ved den lejlighed, at Prigozjins dage var talte. At Putin eller andre i hans nærmeste kreds så ham som en forræder, de ville sørge for forsvandt.

Putin beskrev i sidste uge Prigozjin som en dygtig forretningsmand, der "begik alvorlige fejl i sit liv".

Den 62-årige Wagner-leder var meget velhavende. Han stod blandt andet bag en lang række luksusrestauranter og fik undervejs tilnavnet "Putins kok".

Hans lejehær har spillet en vigtig rolle under Rusland krig i Ukraine. Navnlig ved slaget om byen Bakhmut i det østlige Ukraine.

Tidligere på året rasede Prigozjin i en video, der blev delt mange gange på sociale medier, mod de militære ledere. Han anklagede dem for ikke at forsyne hans lejehær med ammunition.

Hans raseri var især rettet mod forsvarsminister Sergej Sjojgu og forsvarschefen Valerij Gerasimov.

/ritzau/