Prins Philip afleverer kørekortet efter trafikuheld
Fremover vil prins Philip indtage passagersædet, oplyser hoffet. (Arkivfoto) Foto: Neil Hall/Ritzau Scanpix
Neil Hall/Ritzau Scanpix
97-årige britiske prins Philip vil stoppe med at køre bil, efter at han ramte en anden bil og kvæstede to.
Prins Philip har besluttet sig for at overlade bilnøglerne og rattet til andre, efter at han i januar var skyld i et biluheld, hvor to kvinder blev kvæstet.
Det oplyser Buckingham Palace lørdag.
- Efter grundig overvejelse vil hertugen af Edinburgh tage beslutningen om frivilligt at aflevere sit kørekort, lyder det i en meddelelse fra hoffet.
Den 97-årige Philip, der er gift med dronning Elizabeth II, sad bag rattet i sin Land Rover, da han kørte ind i en anden bil tæt ved en af kongefamiliens ejendomme i det østlige England.
Philips bil rullede rundt, og den aldrende prins måtte hjælpes ud af den, men han slap ellers uskadt fra ulykken.
En af de to kvinder i den anden bil brækkede et håndled, mens den anden fik rifter på knæet. En ni måneder gammel dreng i bilen slap uden skrammer.
Britiske anklagere siger, at de vil tage oplysningen om, at Philip har afleveret sit kørekort, med i overvejelserne om, hvorvidt der skal rejses sigtelse mod prinsen.
- Vi gennemgår hver sag grundigt, inden der tages en beslutning, og vi vil tage denne udvikling med i overvejelserne, meddeler den britiske anklagemyndighed.
Trafikuheldet har udløst en debat i Storbritannien om, hvorvidt der skal indføres en aldersgrænse for bilister.
I dag er der ikke nogen øvre grænse, men bilister over 70 år skal have fornyet kørekortet hvert tredje år og fortælle myndighederne om eventuelle sygdomme og lidelser, der kan påvirke trafiksikkerheden.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde