Det britiske erhvervsliv er helt oppe på beatet frem til brylluppet mellem prins William og Kate Middleton.
Tal fra Centre for Retail Research, der er gengivet i avisen The Observer, tyder på, at brylluppet vil styrke erhvervslivet med 515,5 millioner pund, omkring fem milliarder kroner.
Det ventes, at souvenirsalget alene vil generere to milliarder kroner.
Siden begyndelsen af marts har den daglige leder, K. Ravi, fra souvenirkæden Crest of London viet store dele af sine ni West-End-filialer til prins William og Kate Middleton.
- Bryllupssouvenirer udgør et sted mellem 15 og 20 procent af salget i øjeblikket. Selv om interessen vil vare året ud, regner vi med, at den topper i den kommende uge, siger Ravi.
Han tilføjer, at efterspørgslen er størst efter kopper, viskestykker og tallerkener.
De officielle produkter er kun en brik i puslespillet. Op mod påske overgik tabloidaviserne hinanden med rapporter om souvenirindustriens usædvanlige påfund.
Eksempelvis tilbyder selskabet Crown Jewel en trepak med "kongen blandt kondomer", mens Nottinghambryggeriet Castle Rock har sendt en specialøl med navnet "Kiss Me Kate" på gaden.
Men ifølge Eric Knowles fra BBC-programmet "Antiques Roadshow" skal man kun købe de kongelige souvenirer, hvis man er vilde med dem. De fleste af dem bliver aldrig noget værd.
- Hovedparten af effekterne er værdiløse. Det er ikke noget, man investerer i. Man køber dem, fordi det er en dag i livet, man ønsker at huske, siger han.
Turistkontoret Visit London anslår, at 1,1 millioner besøgende vil strømme til London den 29. april, da parret siger ja til hinanden. /ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker