Pro-Kina aktivister går i land på omstridt ø
Japanske myndigheder siger onsdag, at kinesiske aktivister er gået i land på en ø, som er omdrejningspunkt for en årelang strid mellem de to nabolande.
- Vi kan bekræfte, at der er aktivister på øen Uotsurijima, siger en talsmand fra den japanske kystvagt og refererer til en øgruppe, der er kendt som Diaoyu i Kina og Senkaku i Japan.
En fiskerbåd fra Hong Kong med 14 aktivister fra Hong Kong Macau og Kina om bord blev fulgt tæt af den japanske kystvagt og bombarderet med vandkanoner, men det lykkedes alligevel flere af aktivisterne at springe i vandet og svømme ind til kysten.
De syv, der nåede i land, jublede af glæde, da de fortalte om deres bedrift på en satellittelefon og sang patriotiske kinesiske sange.
Aktivisterne, der er en del af en gruppe, der kalder sig Aktionskomiteen for forsvaret af Diaoyuøerne, siger, at de vil få støtte fra to andre skibe - et fra Taiwan og et fra byen Xiamen i det sydøstlige Kina.
De siger, at aktionen er et modtræk mod japanske politikeres planer om at besøge de omstridte øer.
Japansk politi er ifølge det japanske medie NHK på vej mod øerne for at anholde aktivisterne.
I 2004 gik en gruppe på syv aktivister i land på øen med det japanske navn Uotsuri, hvor de blev anholdt og sigtet for ulovlig indrejse og deporteret.
Onsdag markerede årsdagen for Japans overgivelse ved afslutningen af Andens Verdenskrig.
Japan er også indblandet i endnu en strid med Sydkorea om en anden øgruppe.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde