Pro-russere generobrer bygning i Donetsk
Prorussiske aktivister har genindtaget bygningen for den regionale administration i Donetsk i Ukraine, efter at de blev smidt ud onsdag morgen af politiet.
Reuters skriver, at omkring 200 aktiviser er trængt ind i bygningen igen trods politiets tilstedeværelse.
Politiet sagde tidligere, det havde ryddet bygningen - som demonstranterne indledte deres besættelse af mandag - efter at have fået oplysninger om, at der var anbragt sprængstoffer i bygningen.
- En meddelelse blev modtaget klokken 08.30 fra en ukendt person om, at der er en granat i den regionale rådsbygning, sagde en talskvinde for politiet.
Øjenvidner sagde, at det russiske flag, der blev hejst på bygningen lørdag, blev byttet ud med et ukrainsk, da politiet havde sat sig på bygningen.
Sidst på eftermiddagen dansk tid kom det russiske flag så atter op, siger vidner på stedet ifølge Reuters.
En journalist fra AFP, det franske nyhedsbureau, siger, at flere af aktivisterne ser ud til at være kommet til skade under tumult med politiet. Flere af dem bløder i ansigterne.
Ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax kunne aktivisterne trænge ind i bygningen igen, fordi politiet opgav at forsvare den
Den overvejende prorussiske by Donetsk er den afsatte præsident Viktor Janukovitjs hjemby.
Byen er en af en række byer i det østlige Ukraine, hvor pro-russere lørdag gik på gaden samtidig med, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, bekendtgjorde, at han havde fået bemyndigelse til at invadere Ukraine om nødvendigt.
Demonstranterne i Donetsk krævede, indtil de blev smidt ud onsdag morgen, at forbindelserne med de ukrainske myndigheder i Kijev blev afbrudt, og at politiet og sikkerhedsstyrkerne kom under deres kontrol.
Regeringen i Kijev har beskyldt Rusland for at have organiseret demonstrationerne og for at have transporteret russere over grænsen for at finde et påskud til en militær indgriben.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker