Professor levner ikke nyt europæisk parti mange chancer
- De har ikke noget partiapparat, de har ikke nogen økonomi, og de er ikke vant til det politiske spil. Jeg tror ikke, at det har nogen chance overhovedet, siger professor Peter Nedergaard om partiet Volt Europa (arkivfoto) Foto: David Leth Williams/Ritzau Scanpix
David Leth Williams/Ritzau Scanpix
Volt Europa, et tværeuropæisk parti, vil i EU-Parlamentet. Det kommer nok ikke til at ske, vurderer professor.
Lørdag har medlemmerne af Volt Europa, et tværeuropæisk parti, godkendt et fælles partiprogram. Det skal gælde for alle partiets afdelinger, som er at finde i 30 lande i Europa.
Partiets mål er at ruske op i EU-Parlamentet ved at danne sin egen gruppe og få 25 medlemmer ind i parlamentet.
Professor i statskundskab ved Københavns Universitet Peter Nedergaard tror imidlertid ikke meget på, at partiet vil lykkes med sit mål.
- De har ikke noget partiapparat, de har ikke nogen økonomi, og de er ikke vant til det politiske spil. Jeg tror ikke, at det har nogen chance overhovedet, siger han.
- Selv hvis det skulle lykkes dem at få nogen ind i parlamentet, er det dybt naivt at tro, at de skulle rykke noget, siger Peter Nedergaard.
Han påpeger, at magten i EU-Parlamentet ligger hos de store, etablerede grupper.
Volt er afhængige af frivillige, og donationerne hober sig endnu ikke op. På halvandet år har partiet rejst omkring 100.000 euro. Men det rækker ikke langt, hvis man vil have indflydelse.
- Det er ikke umuligt at bryde ind på den politiske scene. Men det kræver organisation, penge og mandskab at nå ud til folk.
Volt har 15.000 medlemmer fordelt i 32 europæiske lande. Partiet kæmper for et samlet og progressivt Europa, hvor velstanden skal maksimeres, og sociale barrierer og diskrimination skal bekæmpes.
Ifølge Peter Nedergaard kommer der løbende nye partier til. Det er dog sjældent, at de bliver store.
- Jeg skal ikke udelukke, at de kommer ind. Men jeg tror ikke, at det kommer til at ske i Danmark i hvert fald, siger han.
I Danmark er der 32 medlemmer af Volt. Partiet er endnu ikke opstillingsberettiget til EU-Parlamentsvalget til maj. Men landeleder Kathrine Richter håber og tror på, at det kan lade sig gøre.
- Der må da være nogle, som vil stemme på et andet parti end de traditionelle, siger hun.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde