Professor: Tyskland er nøglen i Ukraine-krisen
Det er en fast rollefordeling, at Tyskland er good cop, mens USA er bad cop over for Rusland om Ukraine-krisen
USA og Tyskland spiller hver sin rolle i håndteringen af Ukraine-krisen, hvor amerikanerne er konfrontatoriske, mens tyskerne mere er til diplomati.
Sådan lyder vurderingen fra Ole Wæver, der er professor i international politik og leder af Forskningscenter for løsning af internationale konflikter ved Københavns Universitet.
- Når det hele en gang skal landes med nogle formelle og måske især uformelle aftaler mellem Rusland og Vesten, så vil Tyskland være et nøgleland, siger han til Ritzau.
Mandag mødtes den amerikanske præsident, Barack Obama, og den tyske forbundskansler, Angela Merkel, i Washington. USA overvejer at sende forsvarsvåben til Ukraine, men Tyskland frygter, at det vil eskalere konflikten i Ukraine.
Og det er en del af arbejdsdelingen, lyder det fra Ole Wæver.
- Amerikanerne står lidt mere og svinger med flaget på sidelinjen, og det er også fint, at der er nogen, der gør det. For det lægger også et vist pres på russerne, at amerikanerne står og siger nogle voldsomme ting, siger Ole Wæver.
Onsdag mødes Ruslands præsident, Vladimir Putin, Ukraines præsident, Petro Porosjenko, Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, og Frankrigs præsident, François Hollande til et planlagt topmøde i den hviderussiske hovedstad, Minsk.
Her vil statslederne forsøge at komme nærmere en aftale på Ukraine-spørgsmålet, men der bliver ikke tale om en stor forkromet fredsløsning. Det mener Østeuropa-ekspert og lektor emeritus ved Syddansk Universitet, Søren Riishøj.
- Det bliver ikke spor let, men man skal prøve at blive enige om en våbenhvile, der virker, og samtidig nå en territorial afgrænsning i Østukraine. Det er det, den første øvelse går på, og så må man tage den derfra, siger han.
De prorussiske separatister kontrollerer regionerne Lugansk og Donetsk i Østukraine. Spørgsmålet er så, hvor stort et område, oprørerne vil få udvidet selvstyre i.
- Hvis regeringen i Kijev kan få kontrol over det størst mulige areal i Vest- og Centralukraine, kan de gå mod EU, og så betale løn og pensioner til Østukraine. Så må det internationale samfund tage sig af genopbygningen i Østukraine, siger Riishøj.
Flere end 5000 er blevet dræbt under konflikten i Ukraine, hvor der foregår kampe mellem prorussiske separatister og den ukrainske regerings styrker i det østlige Ukraine.
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker