Profileret demokratiforkæmper er blevet anholdt i Hongkong
71-årige Jimmy Lai, der er entreprenør, milliardær og demokratiforkæmper, er blevet anholdt i Hongkong for sin deltagelse i en forbudt demonstration i august. Her ses han (i midten) med andre demokratiforkæmpere i Hongkong i 2014. Foto: Tyrone Siu/Reuters
Tyrone Siu/Reuters
Mediemogulen Jimmy Lai, der er udtalt kritiker af det kinesiske styre, er blevet anholdt i Hongkong.
En af Hongkongs højest profilerede entreprenører og demokratiforkæmpere er blevet anholdt.
Det skriver lokale medier natten til fredag dansk tid.
Mediemogulen og milliardæren Jimmy Lai er en udtalt kritiker af det kinesiske styre, og han har spillet en central rolle for den prodemokratiske bevægelse i Hongkong.
Han er sammen med to andre prodemokratiske aktivister blevet anholdt af politiet i Hongkong.
De sigtes for ulovligt at have deltaget i en forbudt demonstration mod regeringen i Hongkong den 31. august.
Det oplyser mediet Apple Daily, hvor Jimmy Lai er bestyrelsesformand.
71-årige Jimmy Lai er fredag lokal tid blevet anholdt af politiet i sit hjem, oplyser de lokale medier Cable TV og TVB News.
Politiet i Hongkong har oplyst, at der vil blive afholdt et pressemøde om sagen senere fredag. Derudover har politiet ikke givet yderligere oplysninger.
Anholdelserne kommer efter en relativt rolig periode i Hongkong, som ellers i månedsvis har været præget af massive regeringskritiske protester.
Demonstrationen 31. august bød på nogle af de værste sammenstød mellem demonstranter og politiet i Hongkong.
Her affyrede politiet tåregas og vandbomber mod demonstranterne, der svarede igen med molotovcocktails.
Myndighederne har anholdt flere end 7000 personer for deres involvering i protestbevægelsen.
Mange af dem, der er sigtet for oprør, risikerer fængselsstraffe på op mod ti år. Det er uvist, hvor mange der fortsat er i politiets varetægt.
Protestbevægelsen i Hongkong udsprang af en vrede over Kinas tiltagende hårde greb om Hongkong. Kina afviser at have blandet sig og bebrejder Vesten for at opildne til oprør.
Jimmy Lai har tidligere været anholdt i 2014, efter at han nægtede at forlade en prodemokratisk demonstration i Hongkong.
En ngo i Washington, der kæmper for demokrati i Hongkong, kalder de nye anholdelser for et "åbenlys politisk undertrykkelse begået af Hongkongs regering og det kinesiske kommunistparti".
Hongkong hører under Kina som en særligt selvstyrende region, der har delvist selvstyre under devisen "ét land - to systemer".
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie