Propalæstinensiske aktivister anholdt under Thanksgiving-parade
Et ukendt antal demonstranter er blevet anholdt torsdag i New York under den årlige Thanksgiving-parade. Foto: Brendan McDermid/Reuters
En gruppe demonstranter har forsøgt at blokere ruten for en Ronald McDonald-ballon under parade i New York.
Ritzau Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Propalæstinensiske demonstranter har torsdag forsøgt at afbryde den årlige parade i New York i forbindelse med højtiden Thanksgiving.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Paraden i den amerikanske storby er kendt for sine enorme balloner, der føres gennem byen.
Demonstranterne forsøgte at blokere ruten foran en ballon, som forestiller klovnen Ronald McDonald, en maskot for fastfoodkæden McDonald's.
Demonstranterne blev anholdt af politiet. Det står ikke klart, hvor mange der blev anholdt.
Annonce
Billeder viser demonstranter sidde på vejen med palæstinensiske flag i hænderne.
Bag dem er der et banner, hvor der blandt andet står, at man ikke bør hylde folkedrab. Demonstranterne opfordrer også til, at der indføres en våbenembargo.
En gruppe propalæstinensiske demonstranter forsøgte at blokere ruten for årets Thanksgiving-parade i New York. Med sig havde de et banner, hvor der stod, at man ikke bør hylde folkedrab. Foto: Brendan McDermid/Reuters
Konflikten mellem Hamas-bevægelsen i Gaza og Israel har stået på længe. Den tog for alvor til efter et storstilet Hamas-angreb på Israel den 7. oktober sidste år.
Siden har Israel udført talrige bombardementer i Gazastriben.
Flere tusinde civile har mistet livet i angrebene.
Det Hamas-styrede sundhedsministerium i Gaza har torsdag oplyst, at mindst 44.330 palæstinensere er blevet dræbt siden 7. oktober 2023.
Den Internationale Straffedomstol, ICC, mistænker Israel for at have begået krigsforbrydelser i Gaza.
Under torsdagens demonstration i New York blev demonstranterne i første omgang bedt om at forlade stedet af politibetjente.
Det siger et øjenvidne til Reuters.
Siden ankom flere betjente på cykler. Der var sammenstød mellem demonstranterne og betjentene, som forsøgte at få dem væk fra vejen.
Annonce
Der er endnu ikke rejst sigtelse mod de anholdte, oplyser New Yorks politi.
Det står ikke klart, om det er tilfældigt, at demonstranterne forsøgte at blokere for paraden lige foran McDonald's-ballonen.
Fastfoodgiganten har tidligere mødt kritik, fordi nogle af kædens restauranter i Israel tilbød gratis mad til israelske soldater.
I foråret indgik McDonald's en aftale om at overtage restauranter i Israel fra franchisetagere.
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub