Protester fører til anholdelser på hviderussisk frihedsdag
Hviderussisk politi har torsdag igen slået hårdt ned mod demonstrationer. Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix
Uncredited/Ritzau Scanpix
Demonstrationer mod præsident Aleksandr Lukasjenko førte torsdag igen til massevis af anholdelser.
Hviderussiske sikkerhedsstyrker har torsdag anholdt en lang række demonstranter, der har været på gaden for at protestere mod landets mangeårige præsident, Aleksandr Lukasjenko.
Ifølge menneskerettighedsgruppen Viasna-96 er mindst 45 personer blevet anholdt i løbet af torsdagens demonstrationer.
Videooptagelser fra lokale medier viser, at politiet tilbageholder folk eller jagter demonstranter på gaden. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Myndighederne havde på forhånd rykket blandt andet politivogne og vandkanoner ind i centrum i Hvideruslands hovedstad, Minsk.
Torsdagens demonstrationer har fundet sted på Hvideruslands uofficielle mærkedag ved navn "Frihedsdagen". Protesterne sker på opfordring fra oppositionspolitikere, der ønsker at øge presset på Lukasjenko.
Tusindvis af personer er blevet anholdt efter måneder med protester mod præsident Lukasjenko. Protesterne har stået på siden valget i august 2020, hvor Lukasjenko påstår, at han blev genvalgt.
På det seneste er der dog blevet mere stille, efter at sikkerhedsstyrker har slået hårdt ned mod demonstranter.
Lukasjenko beskyldes af oppositionen for at svindle sig til valgsejren sidste år. Internationalt er hans påståede sejr heller ikke anerkendt.
Han har været leder af landet siden 1994. Han har afvist at gå af trods de omfattende protester i Hviderusland.
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker