Protester i Myanmar genoptages efter særdeles voldelig dag
Tirsdag anvendte politiet våben og vandkanoner, da mange tusinder igen bevægede sig ud på gaderne i Yangon for at protestere mod kuppet og tilbageholdelsen af landets demokratisk valgte leder. Onsdag er der igen demonstrationer i Myanmar. Foto: Sai Aung Main/Ritzau Scanpix
Sai Aung Main/Ritzau Scanpix
En kvindes liv står ikke til at redde, efter at hun angiveligt blev skudt af politiet under en demonstration.
Demonstrationer i Myanmar bliver genoptaget onsdag. Det sker, på trods af at der tirsdag blev meldt om den mest voldelige dag med protester i landet i kølvandet på et militærkup for lidt over en uge siden.
Tirsdag brugte politiet både vandkanoner og våben mod demonstranterne. En læge fortæller, at en demonstrants liv sandsynligvis ikke står til at redde, efter at hun angiveligt blev skudt i hovedet af politiet.
Tre andre er blevet behandlet for skader, der mistænkes at være forårsaget af politiets gummikugler, fortæller lægen.
Statsligt tv rapporterede desuden, at flere politifolk kom til skade i et forsøg på at opløse demonstrationerne.
Demonstranterne, der blandt andet samlede sig i Myanmars største by, Yangon, tirsdag, trodsede trusler fra landets militære styre.
Det advarede mandag om, at det vil slå hårdt ned på demonstranter fremover.
Men demonstranterne har ikke i sinde at stoppe med protesterne.
- Vi kan ikke forblive tavse. Hvis der flyder blod fra vores fredelige protester, vil der bare flyde endnu mere, hvis vi lader dem (militæret, red.) overtage landet, siger ungdomsleder Esther Ze.
Det er femte dag i træk, at indbyggere i Myanmar går på gaden for at demonstrere mod sidste uges kup, hvor militæret anholdt den demokratisk valgte leder Aung San Suu Kyi.
Demonstranterne kræver Suu Kyis regering genindsat.
Demonstrationerne er de største, Myanmar har oplevet siden 2007, hvor buddhistmunke stod i spidsen for et oprør mod militærstyret.
Suu Kyi og hendes NLD-parti vandt genvalg i november med en overbevisende sejr på 83 procent af stemmerne.
Men militæret mener, at der er blevet snydt ved valget. Derfor afsatte det regeringen 1. februar, kort inden det nyvalgte parlament skulle samles for første gang.
Både Myanmars valgkommission og observatører siger, at valget gik retfærdigt til.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde