Protester sender Brasiliens præsident i popularitetskrise

Mens Brasilien forbereder sig på nye massedemonstrationer i forbindelse med søndagens Confederations Cup-finale, viser målinger, at protesterne i høj grad er gået ud over præsident Dilma Rousseffs popularitet.

Offentliggjort Sidst opdateret

På mindre end en måned er andelen af vælgere, der bakker op om Rousseff, faldet fra 57 procent til slunkne 30 procent.

Den hastigt dalende popularitet er årsagen til, at præsidenten bliver væk fra fodboldkampen, der står mellem hjemmeholdet og Spanien, lyder vurderingen i brasilianske medier.

Hun vil undgå at blive hånet, som da hun deltog i åbningskampen ved det såkaldte mini-VM. Her blev hun mødt med buh-råb fra demonstranter.

En talsmand fra regeringen afviser dog den udlægning - det var aldrig meningen, at Rousseff ville overvære finalen, siger han.

Den nye meningsmåling viser også, at andelen af folk, der mener, at hendes regering er "dårlig eller forfærdelig" er steget fra ni til 25 procent.

Så sent som i marts bakkede 65 procent af vælgerne op om Rousseff, og dermed har præsidenten nok at gøre for at få genvundet befolkningens tillid, inden brasilianerne går til valg næste år.

- Præsidenten er meget rolig. Hun anerkender, at der er en forandring og mener, at svaret er at arbejde, siger kommunikationsminister Paulo Bernardo ifølge Agencia Brasil.

Protesterne begyndte i São Paulo for over to uger siden på grund af prisstigninger på offentlig transport.

De spredte sig dog hurtigt til resten af det enorme land og kom i stedet til at handle om, at landets uddannelses- og sundhedssektor halter, mens myndighederne bruger milliarder på sportsbegivenheder som VM i fodbold næste år og OL i 2016.

Korruption, politivold og politikerlede er også centrum for demonstranternes utilfredshed i Sydamerikas største land, der huser 194 millioner mennesker.

Protesterne har i det store hele været fredelige, men der har været sammenstød mellem demonstranter og politi.

/ritzau/AFP